Naturnationalparker: Skagen Odde slap med skrækken
Skagen Odde er for sart til at være vild
FREDERIKSHAVN: Nu ligger det fast, hvor de i alt 15 naturnationalparker skal placeres - og selv om Skagen Odde var med på bruttolisten, så er den ikke med blandt de udpegede områder, som blev offentliggjort torsdag morgen.
Det bliver der ikke grædt mange tårer over i Frederikshavn Kommune.
Byrådet har tidligere i et høringssvar tydeliggjort, hvorfor Skagen Odde ikke burde udtages - og det svar har ministeren fulgt.
- Jeg vil gerne lykønske, de områder, der nu får en naturnationalpark, og så vil jeg samtidig kvittere for, at man har fulgt vores indstilling i forhold til Skagen Odde, siger borgmester Birgit S. Hansen (S).
Det man har vægtet tungest i høringssvaret er, at etablering af en naturnationalpark på Skagen Odde ville kunne føre til en ny sandflugt.
Her har blandt andet klitplantagerne sikret området, som en ganske særegen naturplet i Danmark.
- Jeg er meget tilfreds med, at der er blevet lyttet til vores argumenter, siger borgmesteren.
Et anden vigtigt argument er - som man også møder det andre steder - at en indhegning af naturområderne, føles som et overgreb.