Møllebro er igen åben for fodgængere
SÆBY: Fra tirsdag den 25. juni kan gående igen passere vestsiden af Møllebroen på Frederikshavnsvej.
Den gamle fodgængerbro blev for tre uger siden taget ned, og den 24. juni var hele Frederikshavnsvej spærret, så håndværkerne fra entreprenørfirmaet Kaj Bech, Holstebro, kunne klargøre skelettet til broen på vejbanen.
Tømrersjakket fra Kaj Bech, der har bygget konstruktionen og opsætter gangbroen, bygger normalt legepladser, hvor sikkerheden ligeledes er i højsædet.
Såvel spær som gangplankerne er af azobetræ, der er en meget kraftigt og slidstærk træsort fra Vestafrika.
Vognmand Flemming Jensen, der med sin kran skal løfte broen på plads, fortæller, at den cirka 16 meter lange bro vejer 5-6 tons.
Hertil kommer alle trædeplankerne der bliver monteret af det lokale tømrerfirma Hugo Petersen & Søn.