Minister hædrer Jens fra Læsø: - Du er enormt vellidt
Frivillig hjemmeværnschef på Læsø fik tak for sin indsats
LÆSØ:54-årige Jens Christian Andersen fra Læsø er kaptajn og kompagnichef for Hjemmeværnet på Læsø.
Han er en af mange tusinde frivillige i Hjemmeværnet, og fredag blev han hædret for sin indsats. På Frederiksberg Slot fik han overrakt Forsvarsministerens Frivillighedspris 2021 - og kompagnichefen medbragte selv en speciel gave til ministeren.
En lille gave i en lille pose.
Forsvarsminister Morten Bødskov (S) havde mange rosende ord i kompagnichefen fra Læsø:
- Hjemmeværnet har alle dage haft en vigtig rolle i det danske samfund. Men særligt de sidste par år har Hjemmeværnet vist sig uvurderligt, når vores samfund er under pres. Under corona-pandemien har du således påtaget dig at fungere som myndighedsrepræsentant til støtte for Fødevarestyrelsen og har selvstændigt gennemført besøg ved en minkfarm på Læsø, fortalte ministeren i sin tale til Jens Christian Andersen, skriver Hjemmeværnet på sin webside.
Ministeren tilføjede, at kompagnichefen er et forbillede i Hjemmeværnet:
- Du har en positiv og ærlig tilgang til opgaverne og er enormt vellidt af både fastansatte og frivillig. Dine kolleger fortæller, at du er et forbillede for øvrige kompagnichefer i Hjemmeværnet. Så stort tillykke med prisen og tak for din kæmpe indsats som frivillig.
Saltpose og hjerteblod
Kompagnichefen fra Læsø medbragte selv en speciel gave til forsvarsministeren - en lille pose med Læsø-salt.
Han var stolt af at modtage Frivilligprisen og fortalte:
- Som chef for et lille kompagni har jeg ofte flere kasketter på for at få det hele til at fungere. Men det gør jeg gerne. Hjemmeværnet er simpelthen hjerteblod for mig, og jeg har fået så mange værdifulde kompetencer og oplevelser.