Billede beskrivelse

Miniforskere foldede sig ud i kemiens verden

28. oktober 2023 kl. 09.00

Onsdag bød HTX Frederikshavn ni spændte miniforskere velkommen.

Alle ni miniforskere er elever fra 4. og 5. klasse, og de er en del af det landsækkende fritidstilbud - Videnskabsklubben. Videnskabsklubben er kendetegnet ved, at naturvidenskab præsenteres gennem undervisningsmateriale målrettet til 4. og 5. klasses elever. 

Eksempelvis ved at klippe-klistre ens navn ud af grundstofferne i det periodiske system, eller sjove forsøg i laboratoriet.

Over de næste syv uger, vil de ni miniforskere således "gå til" kemi en gang om ugen, hvor de skal afprøve en masse spændende kemiforsøg.

Underviserne i Videnskabsklubben er 2.G elever fra Frederikshavn HTX, der også selv har stor interesse indenfor kemiens verden.

- Jeg synes det gik rigtig godt – det var hyggeligt at møde børnene og lære dem lidt at kende. Vi har været på kursus i Odense og høre om konceptet og lære lidt om, hvordan vi skal præsentere det for børn, siger Maja Dyrnesli Nielsen, der er en af de fire undervisere på holdet.

Billede beskrivelse

Som første skoledag

De ni miniforskere var meget stille til at starte med, da undervisningen gik i gang. Det var næsten som første skoledag, så derfor gik der lidt tid, før alle børn tøede op.

Det hjalp dog på stemningen, at der var sørget for chips og saftevand, som næring til de kloge forskerhjerner.

Udover de seje miniforskere, kiggede formanden for børne- og ungdomsudvalget, Christina Lykke (SF), også forbi. 

Hun er meget positiv overfor det nye fritidstilbud, og glæder sig over, at Frederikshavn Kommune både formår at sørge for sportstilbud, men også videnskabstilbud.

- Det var megafedt at opleve de her miniforskere eksperimentere og have den her nysgerrighed, hvor man bare skal prøve det hele af. Vi er rigtig gode til sportstilbud i Frederikshavn, så jeg synes det er helt fantastisk, at man også kan gå til videnskab. De 4 undervisere fra 2. g var rigtigt gode med børnene – det virkede slet ikke som om det var første gang de prøvede det, siger Christina Lykke.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste