Billede beskrivelse

#metoo film i Skagen Bio

04. marts 2020 kl. 04.45

I dag ved de fleste hvad bevægelsen #metoo indeholder. Sådan var det ikke for nogle år siden, men der var mange gode grunde til at starte bevægelsen.

Og det er netop, hvad filmen Bombshell – Opgørets Time skildrer.

Filmen, som er med i Biografklub Danmark, har premiere i Skagen Bio sidst på eftermiddag på søndag, 8. marts.

Bombshell – Opgørets Time giver et indblik bag facaden i verdenshistoriens mest magtfulde medieimperium, den ultrakonservative TV-station Fox News.

Filmen er baseret på virkelige, skandaløse hændelser og er et portræt af de modige kvinder, der risikerede deres karriere og omdømme, ved at kæmpe imod Fox News topchefen Roger Ailes’ sexchikane af de kvindelige ansatte.

Bombshell – Opgørets Time er skrevet af Charles Randolph, der også stod bag den oscarbelønnede The Big Short.

Med knivskarpt overblik tager han her fat på de amerikanske medier, en række stærke kvinders kamp for retfærdighed, Trumps utrolige vej til magten og den spæde start på den bevægelse, der senere blev kendt som #metoo.

I de bærende hovedroller ses Charlize Theron, Margot Robbie og Nicole Kidmann.

Både Charlize Theron og Margot Robbie er henholdsvis blevet Oscarnomineret for deres præstationer i kategorierne Bedste Kvindelige Hovedrolle og Bedste Kvindelige Birolle.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste