Metodistkirke får stor ansigtsløftning
Strandby Metodistkirke renoveres for 1,5 mio. kr.
Metodistkirke er fra 1962, og den 55 år gamle kirke får for øjeblikket en ansigtsløftning af de større.
Kirken skal have nyt tag. De gamle eternitplader skiftes ud med nye naturskiferplader, og zinkinddækningen udskiftes ligeledes.
Samtidig er limtræsbuerne, der bærer loftet, blevet forstærket, så de opfylder nutidens krav, og ny isolering af loftet varmer såvel kirkerummet som kassererens pengekasse.
Og det stopper ikke her. Den gamle kirkeklokke får også en overhaling.
Kirkeklokken er slidt efter flittig brug gennem alle årene. Lejer og ophængsbeslag er rustne, så hele ringeanlægget renoveres med rustfrie lejer på vibrations- og støjdæmpende beslag.
Hele herligheden beløber sig til 1,5 millioner kroner, som den selvstændige menighed betaler af egen lomme.
Renoveringen af Strandby Metodistkirke forventes færdig midt sommer.
Nye projekter på bedding
Næste projekt i Metodistkirken er udnyttelsen af nabogrunden Strandvej 34, som kirken har overtaget.
Huset, der lå her, er nu væk, og metodistkirken er i gang med idé- og udviklingsplaner for grunden, hvor der er mulighed for grønt haveområde med siddepladser, træer og planter, legeplads og sportsbane med net og mål og andre rekreative formål midt i Strandby.
Andre planer går på at opføre en multifunktionel hal med plads til bevægelse og et fornyet indgangsparti på kirken med forbedrede forhold ved begravelser og parkering.