Billede beskrivelse

Meld dig til nu: Musikskolen klar til ny sæson

Det er nu du skal melde dig til, hvis du gerne vil være en del af Musikskolen i Frederikshavn Kommune

23. maj 2021 kl. 07.30

I de seneste uger har Musikskolens lærere været rundt på rigtig mange af kommunens folkeskoler for at lave koncerter.

I alt 38 klasser fra 1. til 4. har fået oplevelsen af en skolekoncert på deres egen skole.

Lærere fra Musikskolen har været på besøg på skolerne, hvor de har spillet en koncert for børnene samtidig med at de har fortalt om deres instrumenter og om Musikskolen.

På enkelte skoler var der nogle af musikskolens elever også med til koncerten, når det foregik på elevens egen skole.

De mange elever fik mulighed for at stille spørgsmål til musikskolens lærere om musikken og instrumenterne og måske var det for første gang, de hørte lyden af en trækbasun eller en cello helt tæt på.

- Musikken fungerer bare bedst live og det er en særlig oplevelse for børnene, når vi kommer ud og spiller for dem, frem for noget, de ser på en skærm. Derfor er vi superglade for at skolekoncerterne kan gennemføres på skolerne i år under hensyntagen til alle restriktioner og gældende retningslinjer, siger leder af Musikskolen i Frederikshavn Kommune Thomas Albæk Jakobsen.

Der plejer altid at være nogle af børnene, der opdager et instrument, som de godt kunne tænke sig at lære at spille på - og så er det jo bare om at komme i gang.

Efter sommerferien begynder en ny sæson i Musikskolen og hvis du eller dit barn kunne tænke sig at lære et nyt instrument, så er det nu, du skal tilmelde dig.

Al tilmelding foregår via musikskolens hjemmeside: musikskolen.frederikshavn.dk

Jo før man tilmelder sig, jo større er chancerne for at få plads på drømmeinstrumentet.

Efter sommerferien må Musikskolen igen gennemføre alle aktiviteter; også sang, sammenspil og kor, som ellers har været nogle af de ting, der har været hårdest ramt under Corona.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste