ME Production har fået en ny svejserobot
ME Production’s serviceværksted tilbyder alt indenfor underleverandørarbejde, lige fra pladebukning til specialsvejsning. Nu har de desuden investeret i en svejserobot, der skal få produkterne endnu hurtigere ud til kunderne.
ME Production har en bred CNC-styret maskinpark, og har de seneste år investeret massivt i nye maskiner og teknologier, som sikrer dem et større kundegrundlag. Deres underleverandørarbejder omfatter plade-, smede- og maskinværksted, og for nyligt har de desuden investeret i en ny Yaskawa svejserobot med 2 arbejdsstationer. Den skal bidrage til at få produkterne hurtigere ud ad døren, uden at det bliver gået på kompromis på kvaliteten og holdbarheden – tværtimod.
”Vi sætter altid barren højt, og stræber efter at lave det bedste produkt på den korteste tid ud fra kundens ønsker. Vi tror på, at vi med vores nye svejserobot kan optimere produktionstiden, så vores kunder kan komme hurtigere videre. For nyligt har vi også opnået DNV-GL svejsecertificering, som er et bevis på, at vores produktionsfaciliteter er i top, og vores arbejdsprocedurer opfylder de højeste kvalitets- og sikkerhedsstandarder” siger fabrikschef Jens Ole Larsen.
ME Production har sin egen produktionstekniske afdeling, og kan dermed hurtigt og enkelt assistere kundernes ”grov-tegninger” til et færdigt produkt. Det gør, at de ikke blot er en underleverandør, men også totalleverandør. Det betyder, at de bl.a. kan stå for slibning, svejsning og overfladebehandling, så kunden har et færdigt produkt, der er klar til montage.