Max og Christian fejrer 1 år: - Det er gået over al forventning
For Max Olesen og Christian Strøm, som for et år siden startede eget ejendomsmæglerfirma i Skagen, var målet at have et udbud som andre ejendomsmæglere i løbet af to til tre år.
Men allerede nu efter et år med deres eget firma ‘Skagen Bolig’ er målet mere end nået.
- På godt nordjysk vil jeg sige, at vi er tilfredse, siger Max Olesen og hans kompagnon supplerer:
- Det er gået langt bedre end forventet. Vi satte os i starten nogle målsætninger for 2023, og dem nåede vi allerede i august måned, så vi ligger på et niveau, der er højere end vi havde turdet håbe på, fortæller Christian Strøm.
En af målsætningerne for firmaet var at nå 17 handler inden året var omme. Den målsætning fordoblede de næsten med 30 lukkede handler i 2023.
Fleksibilitet i eget firma
Generelt er de to indehavere godt tilfredse med det produkt, de har fået skabt og den respons som de har fået i løbet af det sidste år.
- Fordi det er ens egen forretning er det mere muligt at være fleksibel og kreativ. Det er bare at beslutte det og gøre det. Får vi en idé en mandag morgen, så er den ført ud i livet mandag aften, fortæller Max Olesen om det at være sin egen herre, men forklarer også, at det handler om de kvaliteter, som de to indehavere hver især bringer ind i forretningen.
- Christian står jo for al video og billedmateriale, så vi skal ikke ud og hente en udenfor, vi har kompetencerne i huset, og det gør det også nemmere at handle hurtigt, siger han.
Christian Strøm kommer nemlig med en baggrund i datadrevne virksomheder, som han selv har været med til at starte op. Blandt andet portalen Handball Performance, som han har lavet i samarbejde med håndboldlandsholdsspillerne Lasse Svan, Rasmus Lauge og Niklas Landin. Max Olesen har mere end 10 års erfaring som ejendomsmægler med sig.
De bedste handler
Ifølge de to indehavere af Skagen Bolig er langt de fleste boligsalg i Skagen til sekundær bolig, altså ferie- eller fritidsbolig, men nogle af de handler, som sætter sig dybest i de to ejendomsmæglere, er ofte der, hvor de mærker, at de hjælper nogen videre i livet.
- Det bedste er, når man har lavet et godt mæglerarbejde og får hjulpet nogen, som gerne vil videre eller som står med en byrde, de gerne vil ud af. Det handler jo om mennesker, og vi er med i nogle store beslutninger, og når det så lykkes, er det virkelig fedt, siger Max Olesen.
Et-års fødselsdagen fejrer Skagen Bolig med en konkurrence på Facebook om et ophold på Ruths Hotel i Gl. Skagen med middag, morgenmad og adgang til wellness, så hold øje med ejendomsmæglerens facebookside, hvis du vil være med i konkurrencen.