Billede beskrivelse

Masser af motionister: Løb indtog købstad

16. juni 2024 kl. 14.08

SÆBY: Byen, der i år runder det skarpe hjørne på 500 år, blev den 15. juni løbet og gået på kryds og tværs af 386 glade motionister, der fik et enestående indblik i byens idyl og charme.

Løb4Sagen og Sæby Handel havde med torvet som epicenter arrangeret en flot event i anledning af Sæbys 500-års Købstadsjubilæum.

- Ingen af os vil nogensinde igen opleve, at vores by fylder en så markant fødselsdag, og selvfølgelig skal motionister, der løber eller går, have muligheden for at få en prægtig jubilæumsmedalje med sig hjem, siger initiativtager Dan H. Kristensen.

Alle ruterne passerede torvet, hvor målportalen også tjente som startlinje.

Arrangørerne havde sørget livlig musik, der fyldte luften og skabte en festlig atmosfære.

I en lind strøm blev en mangfoldig skare af løbere og gående sendt af sted i løbet af formiddagen.

Billede beskrivelse

Inden forretningsfolkene fik gnedet søvnen ud af øjnene, startede 19 morgenfriske maratonløbere, hvor Finn Sørensen som den hurtigste passerede målportalen 8 minutter i tolv.

Straks deltagerne kom i mål fik de overrakt en flot specialfremstillet jubilæumsmedalje i metal på 60 x 80 millimeter. Udover den massive medalje var der goodiebags, indeholdende en burger, cola, ½ l vand og en hindbærsnitte, som efter anstrengelserne blev nydt på torvet.

Deltagerne til Købstadsløbet havde fordelt sig med 40 børn der løb/gik 1 eller 3 kilometer. 235 deltagere løb 7, 14, 21 eller 42 kilometer og 111 havde valgt at gå 5½, 7, 10 eller 14 kilometer, hvor der på alle distancer var fokus på Sæbys seværdigheder.

Billede beskrivelse
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste