Marie Drewes sætter farver og former på Drachmanns digte i sine akvareller, som udstilles i butikken Vilde Vaser frem til og med 28. august. Foto: Vibe Maria Dahl Andersen
Livet her

Marie Drewes udstiller i Vilde Vaser

02. august 2022 kl. 11:30

Helt inde på væggene bag krukker, vaser og blomster i butikken Vilde Vaser på Sct. Laurentiivej, hænger Marie Drewes malerier og akvareller.

Det er hendes sommerudstilling, der er flyttet ind i butikken og hænger der frem til og med d. 28. august.

- Mine billeder passer så fint ind her, sådan som de blander sig med alle tingene i butikken. Normalt, når jeg udstiller, har jeg helt bare vægge at hænge op på. Her skal jeg få det til at passe ind, siger Marie Drewes om omgivelserne for sommerudstillingen i år og fortæller, at hendes malerier på forunderlig vis passer så fint lige her.

Silkeborg og Skagen

Marie Drewes har et lille atelier i Gl. Skagen og et stort i Midtjylland, hvor hun bor. Og der er, for hende, stor forskel på at male motiver i Skagen og i det midtjyske.

- Jeg er jo nordjyde og har altid været vant til motiver, hvor himlen trykker landskabet fladt, og mine lærreder derfor skal ligge vandret ned, når jeg maler, fortæller hun om de nordjyske åbne og vidtstrakte landskaber, som oprindeligt var hendes motiver. Indtil hun, for mange år siden flyttede til Silkeborg, hvor der er vækster og træer overalt, som hun udtrykker det.

- Det var en udfordring med landskabet i det midtjyske ved Gudenåen. Jeg måtte have mine lærreder på højkant og mit fokus blev på lyset, som jo altid trænger igennem noget eller rundt om noget - også selvom himlen er svær at få øje på på grund af vækster, fortæller hun om den ene af hendes to motivkredse. Den som hun har udenfor sit hjem i Midtjylland.

Drachmanns digte bliver til billeder

Den anden motivkreds finder Marie Drewes i Skagen.

For 20 år siden fik hun et legatophold i en kunstnerbolig på Jeckels Hotel i Gl. Skagen - og sidenhen har hun og ægtemanden købt et hus i Gl. Skagen.

- Pludselig var jeg tilbage i min gamle motivkreds, der hvor Danmark skal ligge ned, vidt og åbent med høj himmel og fri form. Og så skete der det fantastiske, at jeg begyndte at læse Holger Drachmanns digte, når jeg var her, fortæller kunstneren.

Og digt-læsningen er nu mundet ud i akvareller inspireret af landskabet omkring Skagen og af Drachmanns ord. Akvarellerne er en stor del af sommerudstillingen i Vilde Vaser i år.

- Jeg begyndte at trave ned til vandet, og for mig selv gå og citere Drachmann ”Så hastigt svinder dagen, og aftenen stunder til”. Der er noget tristesse over de ord, noget mørkt. Og så er det som om teksten kommer til mig i en farve-udgave, som kan være meget forskellig alt efter ordene. Og så går jeg hjem og maler på håndgjort papir over Drachmanns ord, og malerierne får påført fragmenter af teksterne i en tillempet drachmannsk håndskrift, fortæller Marie Drewes om sine nye malerier.

Marie Drewes stammer fra Hasseris i Aalborg og er uddannet fra Kunstakademiet i Aarhus i midten af halvfjerdserne, efter først at have taget den læreruddannelse, som hendes far krævede, at hun tog, før hun måtte kaste sig ud i kunsten.

Udstillingen i Vilde Vaser kan ses til og med 28. august.

Nyeste