Livlig snak ved udsalgssted. <i>Foto: Bangsbo Botaniske Have.</i>
Livet her

Mangler du forårsblomster? Så holder Botanisk Have løgmarked

22. september 2022 kl. 15:01

Trænger du til nye forårsblomster til din egen have, så har Botanisk Haves Vennekreds indkøbt cirka 5000 skønne og spændende løg, som de sælger. 

Der er helt sikkert noget, der frister blandt de cirka 75 forskellige slags løg. 

Der er for eksempel hele syv forskellige prydløg; fire slags store kejserkroner; 10 slags sjældne narcisser; otte slags botaniske tulipaner og mange, mange andre heriblandt iris, erantis, krokus og dorothealiljer.

Der vil også være bonsaispecialister til stede for at give gode råd om bonsai. Du er velkommen til at medbringe egne planter, som du ønsker en kommentar til.

Udvalget beskues. <i>Foto: Bangsbo Botaniske Have.</i>

Er man kommet ud i Botanisk Have, er det helt naturligt at gå en tur rundt i alle anlæggene – især det nye område for Danmarks Vilde Planter præsenterer den danske flora på en helt ny måde, nemlig hvordan planter fra den danske flora har været anvendt af menneskene gennem tiderne. 

Dette vises i temabede, hvor de forskellige plantesamfund eller grupper af planter er udstillet. Her er etableret bede til de vilde spiselige planter, de vilde giftige planter, vilde bi- og sommerfugleplanter, farveplanter, gamle hekseurter, snapseurter, duftplanter og så videre, ligesom der i den sydlige del er etableret en 1200 kvadratmeter stor blomstermark.

Desuden er skovarealerne mod vest og syd udvidet med samlinger af planter fra Dansk Forskning, som er planter, der har været gennem et langvarigt udvælgelsesarbejde, der sikrer, at de er de bedste inden for arten med hensyn til en lang række egenskaber, der gør dem særligt velegnede til at gro i Danmark. 

Disse planter er udvalgt i tæt samarbejde med tidligere forskningsleder ved Danmarks Jordbrugsforskning, Poul Erik Brander.

Og som sædvanlig, når Vennekredsen inviterer til marked, sælges der også kaffe og hjemmebagt kage til særdeles rimelig priser.

Løgmarkedet i Bangsbo Botaniske Have finder sted søndag 2. oktober 2022 klokken 10.00 til 13.00.

Annonceret indhold

Nyeste