Mange medaljer til motorsportsklub
FSAS har haft en forrygende sæson - nu er opgaven at finde en kommende motorsportsbane
Frederikshavn Sæby Auto Sport (FSAS) har haft en flot sæson i 2017 i motorsport offroad klasserne Folkerace, Rallycross og Crosskart, hvor klubben har ikke mindre en 4 danske mestre, og med 7 ud af 13 mulige podiepladser i det danske mesterskab i rallycross, må sæsonen siges at være godkendt for klubbens kørere.
I folkerace er det ungdommen, der har gjort sig positivt bemærket, med en sølvmedalje i U16 til Simon Pedersen samt en sølvmedalje til Emil Karlsson i U18.
I Rallycross har klubben igen i år været dominerende i top 3, sportens standartklasse 0-1600 gruppe N er alle tre pladser på podiet besat af FSAS med Andreas Haven som vinder i sin Peugeot 106 GTI i den ellers Honda domineret klasse. Andreas har fået tæt kamp af storebror Simon Haven på andenpladsen samt klubkammerat Camilla Trærup, der ender på tredjepladsen efter en flot præstation gennem hele sæsonen.
i Super 1600 ender Magnus A. Jensen på en flot andenplads, her beviste Magnus at race ikke altid handler om at have flest penge, da han med sin hjemmebygget trykladet honda gav de betydeligt dyrere biler baghjul på overbevisende vis.
Fjerde DM-titel
I Super 2000 viser den unge Sæby dreng Daniel Svenningsen igen sit talent ved for fjerde gang at blive Dansk mester, talentet er udviklet af klubbens mange erfarne kørere, heriblandt den erfarne kører Jesper Christensen, der måtte se sig slået af en af de mange unge menneske,r han har givet tips og tricks. Jesper ender på en flot andenplads.
I rallycrossens største klasse SUPERNATIONAL med biler på over 2000 CCM med op mod 300hk, og her er klubben repræsenteret med en tredjeplads. Rasmus Nielsen der har ikke mindre end fem danske mesterskaber på samvittigheden, har valgt at prioritere sin tid på sin søn men har dog haft overskud til at køre lidt selv. Det rakte til en flot tredjeplads.
Sønnen Jonas Nielsen må siges at have benzin med i blodet, da både mor og far har brugt det meste af deres barndom på Ørnedalsbanen. Jonas har bevist i en alder af blot 7 år at have familiens talent ved at vinde DM i crosskart mini, som man kan begynde at køre det år, man fylder 6 år og er en Boggi bil med en 50ccm motor.
Team kammeraten Mads "Panik" Pedersen har kun kørt to sæsoner i crosskart 650 ccm, og begge år udmærker Mads sig ved at blive dansk mester, 650 ccm klassen er den største klasse indenfor crosskart.
Den ellers stærkt kørende Casper B. Larsen har haft en udfordrende sæson med mange uheld, men alligevel har han kæmpet sig til DM bronze i Croskart 250 CCM.
De mange talenter i klubben anses også blandt konkurrenterne som gode kammerater, da tre ud af fire mulige fair figther pokaler blev tildelt klubbens medlemmer: De gik til Gruppe N: Simon Haven, Super 1600: Peter Morgan Jensen og Super 2000: Jesper Christensen.
Opsagt lejeaftale
Det er jo nok ikke gået manges næse forbi, at lejemålet for Ørnedalsbanen er opsagt ved udgangen af 2020. Klubben har nedsat en arbejdsgruppe, der kun arbejder på at finde et nyt sted at etablere et nyt motorsports anlæg. Alt det hårde frivillige arbejde har båret frugt, og klubben er i dialog med en lodsejer, der gerne vil leje sin jord ud til formålet. Klubben har dog mødt nogle politiske udfordringer, da klubben mangler accept fra Frederikshavn Kommune til projektet, så det synes at være svært.
Klubben kæmper dog videre i ægte motorsportsånd for at finde et sted at udvikle de mange talenter, som er i FSAS. Ikke mindst den øgede omtale og omsætning i lokalområdet nyder godt af motorløb, der bliver afviklet i klubbens regi.