Mange familier kan se frem til Julehjælp
175 børnefamilier i kommunen kan se frem til at modtage Julehjælp i år
Dansk Folkehjælps lokalafdeling i Frederikshavn har hele året samlet ind til at hjælpe fattige og udsatte børnefamilier i lokalområdet til en bedre jul.
Deres frivillige indsats betyder, at 175 børnefamilier i kommunen kan se frem til at modtage Julehjælp i år, hvilket er en flot stigning i forhold til 2019, hvor 166 familier fik hjælp til jul. I alt har 225 børnefamilier fra Frederikshavn søgt Julehjælp hos Dansk Folkehjælp i år.
Som Danmarks største formidler af Julehjælp har Dansk Folkehjælp siden 2006 hjulpet fattige og udsatte børn og familier i Danmark.
Efterspørgslen på Julehjælp er dog steget år for år, og med corona-pandemiens tag i det danske arbejdsmarked har organisationen haft det største ansøgerfelt hidtil. Trods det er det lykkes lokalafdelingen i Frederikshavn at hjælpe ekstra mange trængte familier i år.
Klaus Nørlem, generalsekretær hos Dansk Folkehjælp, fortæller:
- Hos Dansk Folkehjælp har modtaget rekordmange ansøgninger om Julehjælp fra fattige og udsatte børnefamilier. Vores lokalafdelinger gør en utrolig stor og afgørende indsats for at hjælpe trængte børnefamilier fra lokalområdet, og deres frivillige engagement og initiativrigdom har stor betydning for, hvor mange vi har mulighed for at hjælpe. Vi ved, at corona-pandemien og særligt nedlukningen har været ekstra svær for udsatte og fattige børnefamilier, og derfor er lokalafdelingernes store indsats ekstra værdsat i år.
Rekordmange har søgt
Coronakrisen har ikke overraskende ramt udsatte og fattige børnefamilier ekstra hårdt, hvilket et rekordhøjt ansøgertal vidner om.
15.069 børnefamilier har i år søgt om økonomisk hjælp til at klare julen hos Dansk Folkehjælp, hvilket er en stigning i forhold til 2019, hvor 14.600 familier søgte om hjælp.
Hele 87,5 % af ansøgerne angiver, at coronakrisen yderligere har forværret deres situation, mens 4,6 % er blevet arbejdsløse på grund af krisen.
Hvis Dansk Folkehjælp skal hjælpe flest mulige udsatte børn og deres familier til en bedre jul, får organisationen brug for al den hjælp, de kan mønstre.
Dansk Folkehjælp håber, at der netop i år vil være en større solidaritet til at støtte organisationens Julehjælp.