Billede beskrivelse

MAN vil montere motorer i Frederikshavn

20. december 2017 kl. 13.33
Opdateret kl. 15.19

Frederikshavn kan i bedste fald få 100 nye arbejdspladser.

Muligheden opstår, fordi MAN Diesel & Turbo nu samler hele produktionen af de nye high-speed motorer i Frederikshavn.

Det sker umiddelbart efter nytår.

Det sker helt efter den plan, der blev lagt i 2015 og ovenpå de mange test, der har været kørt hos MAN Diesel & Turbos forsknings- og udviklingscenter i Frederikshavn

- Hele produktionen af motoren vil ske i Frederikshavn. Prøverne er gået godt, og vi forventer, at salget vil nå op på et trecifret antal fra 2019, siger CSO og medlem af MAN Diesel & Turbos øverste ledelsesgruppe, Wayne Jones, i et interview med ShippingWatch.

Der vil i følge direktør Poul Knudsgaard, MAN Diesel & Turbo Frederikshavn, blive tale om en ny linjemontage og hans forventning er, at den første motor ruller igennem midt i 2018.

- Jeg er utrolig stolt af det teamwork, der er baggrund for at vi nu kan komme i gang med motorerne igen i Frederikshavn.

- Både kollegerne her byen og i de andre afdelinger har trods siloerne, som vi alle kender, vist vejen til et tværfagligt udviklingsarbejde. Og det kan man kun være tilfreds med og stolt af, siger direktøren.

Det er forventningen, at monteringen af den nye motor vil skabe mellem 30 og 100 arbejdspladser i Frederikshavn.

Og beslutningen betyder, at der nu igen skal gang i motorproduktion i Frederikshavn efter fire års pause.

Motorerne retter sig mod slæbebåde, offshore og flådefartøjer.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste