Lukkede kommunegrænser og tilbud om test til alle
KOMMUNEN: Lukkede kommunegrænser er en af de restriktioner, vi kan vente os frem til begyndelsen af december. - i hvert fald hvis man bor i Frederikshavn, Hjørring, Brønderslev, Jammerbugt, Thisted, Vesthimmerland eller på Læsø
Restriktionerne kommer til at gælde fra fredag og fire uger frem.
Hvordan alle de nye restriktioner skal overholdes, og hvordan de kommer til at foregå, er ikke fastlagt endnu.
Det arbejdes der fra ministerierne på at få på plads med henblik på en udmelding senere på torsdagen.
Her til formiddag har der været til møde mellem borgmestrene i de berørte kommuner og sundhedsministeren og Birgit Hansen (S), borgmester i Frederikshavn Kommune, understreger, at selv om grænserne lukkes, så vil man fortsat kunne krydse kommunegrænser for at ”passe kritiske funktioner”.
Borgerne i de syv kommunerne vil blive opfordret til at arbejde mere hjemmefra og vil også få en opfordring til at lade sig teste for covid-19.
- Alle i de 7 kommuner vil blive tilbudt test, siger Birgit Hansen og understreger, at man vil lave en massiv smitteopsporing for at bryde smittekæderne.
I modsætning til nedlukningen i foråret, vil grundskolen, som planen ligger nu, blive holdt åben i de syv kommuner.
Omvendt må vi se frem til at restaurationsbranchen bliver tvangslukket.
Her tyder alt på at der er en kompensation på vej, der dækker 100 procent af lønomkostningerne og faste udgifter, herunder husleje.
Kultur- og fritidslivet, herunder idrætten, lukkes ned.
Og det stiller Arena Nord i noget af et dilemma.
Arena Nord afviklede i aftes en koncert med TV 2, og i aften er det planen, at Carpark North spiller for 450 siddende gæster. Om den koncert bliver afviklet vil afhænge af den melding, der kommer fra ministerierne senere på dagen.