Billede beskrivelse

Lokalt samarbejde: Kendt restaurant indgår samarbejde med lokal landmand

31. maj 2024 kl. 06.01

SÆBY: Et spændende lokalt samarbejde mellem bo- og dagtilbuddet Nr. Vesterskov ved Dybvad og det populære spisested Frk. Madsens Spisehus i Sæby har set dagens lys.

Nr. Vesterskov skal fremover levere økologisk kalvekød fra deres Herefordkvæg direkte fra markerne i Jyske Ås, hvor kvæget græsser i den mest fantastiske natur.

Nr. Vesterskov er et tilbud rettet mod unge mennesker med særlige behov, som har brug for træning i at bo, arbejde, udvikle og uddanne sig under forhold, der er tilpasset deres særlige situation.

Som en del af tilbuddet kan de unge bl.a. arbejde med landbrug. Når man kigger på dyrene og den entusiasme og stolthed, de unge lægger i arbejdet, er der ingen tvivl om, at dyrene får masser af omsorg og kærlighed.

- Frk. Madsens fokus på lokale og gode råvarer passer perfekt sammen med Nr. Vesterskovs engagement i dyrevelfærd og økologisk drift. Hos Frk. Madsen udforsker, leger og eksperimenterer vi med maden, og vi stræber altid efter en autentisk kulinarisk oplevelse. Vi bruger de mange forskellige udskæringer fra hele dyret. Vores passion er råvarer af god kvalitet, og det må man sige er tilfældet her. Samtidig har det sociale aspekt også en stor betydning, fortæller Dennis Bøgh.

- Det er fedt, når en virksomhed som Frk. Madsen bidrager til et inkluderende arbejdsmarked og tænker socialt ansvar ind i sin leverandørkæde. Der er god fornuft i at have en social bæredygtig indkøbspolitik, siger Karen Gadensgaard.

Forstander Karen Gadensgaard og kok Dennis Bøgh glæder sig over det nye partnerskab.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste