Lokalt initiativ nomineret til Frivillighedspris

Hjælper voldsramte kvinder til en ny tilværelse

08. december 2017 kl. 08.45

Som noget helt unikt i Danmark kan voldsramte kvinder i Frederikshavn Kommune nu også få hjælp og støtte, når de forlader krisecentret.

Det er Susanne Wennerwald og Sara Josefine Børjesson - mor og datter - som står bag "Etableringshjælp til voldsramte kvinder".

Foreningen, der samarbejder med Kvindekrisecentret i Frederikshavn, vil hjælpe voldsramte med få et nyt liv efter et ophold på krisecentret. Det skal ske via donationer fra private, virksomheder og organisationer.

Nu er initiativet blevet nomineret til Fantastiske Frivillige 2017.

Bag Fantastiske Frivillige står Roskilde Festival, Coop, Røde Kors og Kræftens Bekæmpelse.

Målet er at hylde alle dem, der har overskud til at være noget for andre, for fællesskabet, for de ensomme, misbrugerne, eller bare de skolebørn, der har svært ved matematik.

Ud over Josefine Børjesson er 228 andre fantastiske frivillige nomineret og ud af dem vil en jury finde 10 fantastiske frivillige, der især fortjener at blive hyldet for deres indsats.

En af de helt fantastiske frivillige får 25.000 kroner sponsoreret af Coop til at kunne forsætte eller udbrede det gode arbejde. Man kan nominere frem til og med 10. december.

Herefter bliver de 10 finalister offentliggjort.

Vinderen offentliggøres og kåres til et arrangement 20. december.

Etableringshjælp til Voldsramte kvinder er med til at skabe nye hjem for kvinder og børn, som har været på krisecenter. Foreningen er nystartet og den eneste af sin art i hele landet.

- Når en kvinde er tvunget til at søge om hjælp på et krisecenter, flygter hun ofte med meget få ejendele. Mange kvinder får aldrig hentet deres personlige ting fra deres hjem. Og det er her, vi kan hjælpe, lyder det fra Susanne Wennerwald og Josefine Børjesson.

Foreningen tager meget gerne imod møbler, køkkengrej, sko, tøj, legetøj - kort sagt alle de praktiske ting, der skal til for at bygge en ny tilværelse op.

Etableringshjælp til voldsramte kvinder har fået et lokale på Ørnevejens Skole i Frederikshavn, og det er her, de mange effekter samles.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste