Lokale kunstnere på væggene
Sidste købstadsjubilæumsudspil fra Kunstmuseet
FREDERIKSHAVN: På lørdag 25. august er der en måned til Frederikshavn kan holde sin købstadsfødselsdag - og præcis her vil Frederikshavn Kunstmuseum kl. 14 åbne for årets sidste købstadsfejrings-udstilling med lokale kunstnere.
Denne gang er det malerier, tegninger, grafik og skulptur af Karl Bovin, Eyvind Karup Nielsen, Sven Bovin, Elisabeth Schou, Erik Skjoldborg, Pia Birkholm og Lene Frederiksen
Karl Bovin, der døde i 1985, var medstifter af kunstner-sammenslutningen Corner og desuden en markant kunstner-personlighed i gruppen af Odsherredmalere.
Elisabeth Schou, der døde før 2. Verdenskrig, boede på gården Stenhaven vest for Frederikshavn hele sit liv.
Trods et sikkert talent gjorde hun ikke meget for at slå igennem som maler. Efter at have udstillet på Charlottenborg Forårsudstilling 2 gange (i 1931 og 32) trak hun sig tilbage og fulgte ikke med over i udstillingssammenslutningen Corner.
Hun fortsatte dog med at male frem til sin død.
Eyvind Karup Nielsen, der døde i 1988, boede og arbejdede hele sit liv i Frederikshavn.
Han arbejdede som håndværksmaler i en årrække, før han omkring 1950 begyndte at udstille.
Fra et naturalistisk udgangspunkt udviklede han sin stil hen mod et stadig mere temperamentsfuldt, ekspressionistisk formsprog.
Sven Bovin, der døde for 18 år siden, viste tidligt evner for både skulptur og maleri.
Ved faderens død påtog han sig kun 21 år gammel at overtage familiens stenhuggerfirma og fik derved ikke mulighed for at rejse og uddanne det kunstneriske talent, han har tilfælles med adskillige i slægten - f.eks. broderen Karl Bovin.
Samtidig med arbejdet i forretningen begyndte Sven Bovin at hugge buster og figurer i granit, som regel naturalistiske, til tider mere stiliserede.
ans formsprog er naturalistisk og hans motivverden affødt af egnens erhverv, særlig fiskeriet. Han var koloristisk begavet og malede hele livet uden at præsentere denne side af sit talent offentligt.
Erik Skjoldborg, der døde i 1997, var energisk og eksperimenterende og har efterladt sig en omfattende produktion inden for flere genrer.
De første år arbejdede han især med maleri og grafik, men udførte også værker i blandede materialer. Hans særlige talent for dekorativ virkning og troen på, at en opgave ikke kunne være for stor, gav ham mange udsmykningsopgaver, som han løste på vidt forskellig måde, både abstrakt og figurativt, i maleri, skulptur, som farvesætning og med brug af mange slags materialer, træ, jern, oliemaleri, keramiske fliser, papir etc.
Skjoldborg brugte rene, klare farver, ofte blå, hans motivverden var præget af fugle, fisk, hav og frodige kvinder, og der er noget legende over hans enkle og lette stil.
Pia Birkholms motivverden er i første række landskaber og portrætter af børn. Penselføringen er heftig og impulsiv og farverne stærke. Hendes udgangspunkt er den danske land-skabstradition fra fynboerne og frem med dens tætte forhold til landet og vejret, som Birkholm søger at forene med et ekspressivt udtryk for den personlige oplevelses intensitet.
Pia Birkholm boede fra 1972 til 1981 i Frederikshavn, hvorefter hun og familien flyttede til Nørthorupgaard i Han Herred.
Lene Frederiksen begyndte tidligt at udforske papirets mange muligheder, og det kom til udtryk i fine papirklip, men snart blev det reliefbilleder bygget op af håndgjort papir, som blev hendes særkende.
På skrotpladser, gader og stræder fandt hun kasserede ting, som andre havde smidt væk, og disse elementer i mærkelige faconer og materialer kom til at indgå i billederne, som blev forsynet med tunge zinkrammer.
Beskueren kom på arbejde, for på de raderede glas- og aluminiumsplader skrev Lene masser af ord og tekster om hverdagens tanker og oplevelser.
At man så ikke altid kunne læse skriften, gjorde ikke så meget. Nysgerrigheden blev vakt, og man kunne gå på opdagelse.
Men også maleriets mange muligheder skulle afprøves, og det er blevet til store farvestrålende billeder inspireret af naturens mange farvefacetter og fantastiske landskaber oplevet på rejser til eksotiske lande.
Under udstillingen viser Exlibrisafdelingen også frederikshavnske exlibriskunstnere, nemlig Fritz Overgaard, Erik Skjoldborg, Paul Erland, Poul Sørensen og Knud Schriver.
Desuden viser 15 kunstnere fra GrafiskVærksted i Vejle nye exlibris.
Aftalen med GrafiskVærksted kom i stand for et år siden, og siden da har kunstnerne studeret, diskuteret og arbejdet med exlibris.
"Det har givet ny og interessant viden, og det har været en spændende udfordring at arbejde med det lille format. Mange af værkstedets kunstnere arbejder til dagligt i store formater" siger formand for GrafiskVærksted Ellen Susanne Baldus.
Alle udstillingerne kan ses til 27. oktober.