Lokal med i projekt, der skal hjælpe kloden grønnere
Lions Club Bannerslund havde på klubmødet i oktober besøg af Søren Hoff Brøndum, som fortalte om et projekt i Ecuador, som han er en del af.
Det skriver i klubben i en pressemeddelelse, og fortsætter:
Projektet hedder Wawazonia og har til formål at generere indtægter i de indianske samfund via investering i bæredygtig produktion af balsatræ (wawa på indiansk).
Etablering og pleje af de nye balsaskove giver arbejde i de indianske samfund og gør indianerne i stand til at modstå presset fra illegal tømmerhugst.
Med balsaskovene kan det efterspurgte træ produceres på et mindre areal, og behovet for at fælde det i den oprindelige skov fjernes. Dette kommer den oprindelige urørte regnskov til gode, som dækker 7 procent af jordens areal og rummer over 60 procent af verdens biodiversitet.
Projektets ambitioner er:
200 hektar balsa (500.000 balsatræer). De er klar senest 5-6 år efter plantning. Området dækker 3 forskellige Shuarindianske landsbyer.
At skabe arbejdspladser i forbindelse med produktion af planter, etableringen og drift af plantagerne.
At levere bæredygtigt træ til den grønne omstilling (balsatræ bruges i vindmølleindustrien) senest 4 år efter etableringen og opbygge viden omkring bæredygtig skovforvaltning.
Balsatræerne i Amazonas optager op til 3 gange mere CO2 end en gennemsnitlig dansk skov.
- Efter vores klubmøde, hvor Søren fortalte om projektet, har Velfærdsudvalget i Lions Club Bannerslund besluttet at støtte sådan et internationalt projektet, oplyser præsident for Lions Club Bannerslund Kurt Berg Larsen.
- Klubben har doneret et kontant beløb. Vi mener at projektet på flere måder er fantastisk. Dels giver balsa-produktionen familierne i Ecuador et økonomisk fundament til deres eksistens og samtidig har produktionen en gunstig påvirkning af C02 optagelsen på verdensplan.