Billede beskrivelse

Livreddersæsonen er ovre: Så mange aktioner har der været

22. august 2022 kl. 10.34

Onsdag ved aftenstid pakkede livredderne Mathilde og Oliver sammen ved livreddertårnet på Skagen Sønderstrand.

Livreddersæsonen er slut, men det er badesæsonen ikke nødvendigvis, og derfor anbefaler de to livreddere også, at badegæster nu er ekstra forsigtige og følger de fem baderåd:

- Lær at svømme.

- Gå aldrig alene i vandet.

- Læs vinden og vandet.

- Lær stranden at kende.

- Slip ikke børn af syne.

På Skagen Sønderstrand anbefaler Lasse Serup Jensby, som er driftsleder i Trygfondens Kystlivredning, at man er særlig opmærksom på vindforholdene.

- I Skagen kommer vinden ofte vestfra, og det giver fralandsvind på Skagen Sønderstrand. Derfor har vi ofte det gule flag oppe i Skagen. Det handler mest om, at vi fraråder paddleboards, luftmadrasser, badebolde og den slags, da de søger ud ad i fralandsvind, siger Serup Jensby og anbefaler, at man altid er opmærksom, men at man særligt er det, når der ikke længere er livreddere på stranden.

Desuden giver fralandsvinden også en del brandmænd tæt på kysten.

- Brandmændene kommer med kolde vand ind, når der er fralandsvind, siger driftschefen.

Billede beskrivelse

Dobbelt så mange aktioner på Sønderstrand i år

I år har livredderne på stranden i Skagen haft 113 såkaldte gule aktioner, mod sidste års 58.

- Det handler nok primært om, at der har været flere badegæster i år, end sidste år, siger driftschefen i Trygfondens Livredning og forklarer, at de gule aktioner dækker over førstehjælpsaktioner, og kan handle om alt fra bi-stik til folk, der har skåret sig eller været i nærkontakt med en brandmand.

Der har ingen røde aktioner været på stranden i Skagen i år. Det har der faktisk, ifølge Trygfonden, ikke været siden 2020. De røde aktioner er livreddende aktioner.

Til gengæld er der altid mange grønne aktioner, som er de forebyggende, der blandt andet handler om at anbefale, at badegæster ikke tager sup’en eller badebolden med i vandet på en dag med fralandsvind.

Livredderne har været på Skagen Sønderstrand siden 24. juni og pakkede deres grej sammen for sæsonen 17. august.

De er på stranden i hold af to og er på en strand en uge ad gangen, hvorefter der skiftes til en ny strand.

- Det gør vi af sikkerhedsmæssige årsager, så livredderne ikke kommer til at stirre sig blinde på noget, fortæller driftsleder Lasse Serup Jensby om behovet for at variere omgivelserne, så opmærksomheden holdes på klar.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste