Livredderne er på plads på Sønderstrand
Med skolesommerferien skydes også livreddersæsonen i gang på Sønderstrand i Skagen.
Det røde og gule tårn er på plads med informationer om luft- og vandtemperatur, og det samme er livreddernes flag, der signalerer om der er noget særligt at være opmærksom på ved vandet.
Den første uge i Skagen er bemandet af Jens Madsen og Christian Dall, som bruger livredderjobbet som et sommerferiejob ved siden af studierne i Aarhus. Hver uge indtager nye livreddernes stol og tårn på Sønderstrand. Og i næste uge står den for de to livreddere på Fanø Strand.
Forebyggende indsats
Livreddernes arbejde er i første omgang forebyggende, for eksempel ved at orientere om vind- og vandforhold, som kan have betydning for hvordan man skal gebærde sig på stranden. Og hver dag er forskellig, så det er en god idé at orientere sig hos livredderne.
Ligesom livreddernes flag indikerer hvordan man skal forholde sig.
Det rød-gule flag betyder, at livredderposten er åben, og at du skal udvise almindelig opmærksomhed, når du bader.´
Det gule flag betyder, at du skal udvise særlig opmærksomhed ved badning. Det kan for eksempel skyldes bølger, strøm, fralandsvind eller brandmænd.
Det røde flag betyder, at livredderne fraråder badning, fordi vandforholdene er livsfarlige. Det kan for eksempel skyldes meget store bølger, meget kraftige strømforhold eller forurenet vand.
- Her på Sønderstrand i Skagen handler det ret meget om, at der ofte er fralandsvind og at man som badegæst skal være opmærksom på ikke at lade sig flyde ud på paddle board luftmadras eller et badedyr, forklarer Christian Dall, og fortæller at det også kan handle om, at være opmærksom på brandmænd i vandet.
Mand over bord
Den første uge har ikke budt på store dramaer på stranden. Dog måtte Jens Madsen ud i en aktion, som han aldrig har prøvet før, da han så en mand i vandet ved siden af sin robåd ude på vandet.
- Ham måtte jeg lige ud til, og sikre at alt var ok. Men han havde både redningsvest og det hele i båden, og havde åbenbart bare lyst til at prøve at svømme sin båd ind. Og det gik også fint. Da han var kommet ind, satte han sig i båden igen og sejlede videre, fortæller Jens Madsen.
Livredderne er på Skagen Sønderstrand hver dag fra klokken 10 til 18 frem til den 17. august.