Billede beskrivelse

Lions sender specialklasse på tur

13. september 2024 kl. 17.00

FREDERIKSHAVN: En specialklasse fra Nordstjerneskolen, der henvender sig til elever med autisme som hoveddiagnose, har modtaget et legat fra Lions Club Bannerslund. Dette beløb er blevet brugt på en uforglemmelig udflugt til Randers og Århus.

Det fortæller skolen til avisen. 

Billede beskrivelse

Eleverne i klassen, som også kan have diagnoser som angst, ADHD eller lignende, har en hverdag præget af udfordringer med uforudsete hændelser, forandringer og steder med mange mennesker. Derfor var udflugten nøje planlagt for at skabe trygge og forudsigelige rammer.

Legatet gjorde det muligt at leje en bus og tage på tur til Randers Regnskov, hvorefter turen fortsatte til Moesgaard Museum i Århus. Turen bød på smil og begejstring, og eleverne fik mulighed for at opleve noget, som mange af dem aldrig har prøvet før. 

Billede beskrivelse

I Randers Regnskov fik de lov at udforske på egen hånd i små grupper, hvilket gav dem en følelse af frihed og selvstændighed, som normalt kan være svær at opnå i deres hverdag.

Efter regnskoven gik turen til Moesgaard Museum, hvor særligt de gamle våben og uniformer vakte stor interesse. Eleverne havde mulighed for at deltage aktivt i flere af udstillingerne, blandt andet ved at prøve bue og pil og opleve historiens vingesus gennem de fascinerende udstillinger, herunder Grauballemanden – et af verdens bedst bevarede moselig.

Billede beskrivelse

Efter museumsbesøget sluttede dagen af med et besøg i Bazar Vest, hvor eleverne blev mødt af et rigt udvalg af eksotiske varer, som de ikke normalt ser i dagligdagen. Dette besøg gav anledning til samtaler om madkulturer og forskelle mellem landene, da eleverne så alt fra kæmpestore vandmeloner til okseunderben og fårehoveder i slagterboderne.

Den vellykkede tur blev afsluttet med aftensmad på motorvejscafeteriet ved Gudenåen, hvor eleverne kunne vælge lige præcis, hvad de ønskede at spise. Det blev en skøn afslutning på en dag fyldt med spændende oplevelser, læring og fællesskab.

Nordstjerneskolen sender en stor tak til Lions Club Bannerslund for den generøse donation, der gjorde denne uforglemmelige oplevelse mulig for eleverne.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste