Billede beskrivelse

Lifligt løb i Skagen

Ny event kombinerer kølig rose og hede løbeture

27. juni 2019 kl. 10.00

SKAGEN: Som fejring af 10 året for Skagen Marathon lanceres nu et nyt sommerløb i uge 29.

Løbet har fået det liflige navn Roséløbet og er tænkt som en festlig sommerevent, hvor deltagerne oplever Skagen samtidig med at man får motion, god stemning og kold rosé undervejs.

Det er Skagen Marathon og Coast2Coast, der står bag løbet.

Uge 29 i Skagen er lig med god stemning, højt humør, skønne oplevelser – og nu også Roséløbet.

Løbet afvikles onsdag 17. juli, og tidsrammen er maksimalt 2 timer.

Her kan man få en totaloplevelse, hvor motion, kultur og rosé går op i en højere enhed.

Selvom det er et roséløb, så er deltagerne også velkomne til at gå undervejs.

Derfor kan man vælge mellem Walk & Rosé eller Run & Rosé.

Starten går ved Hyttefadet i Gl. Skagen - her udleveres løbsfolder med rutekort samtidig med at der skåles i rosé.

Kl. 11 sendes alle afsted. Der er ikke en fast rute, men seks depoter ved attraktioner eller pejlemærker inden deltagerne skal være i ”mål” ved Kulturhus Kappelborg senest kl. 13.

Løbets seks depoter tages i den rækkefølge, som man selv foretrækker: Skagen Odde Naturcenter, Vippefyret, Auktionshallen, Kystmuseet, Haven ved Anchers Hus samt P-pladsen ved Den Tilsandede Kirke.

Undervejs kan deltagerne nyde byen, naturen og den kølige rosévin.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste