Centerchef Anette Ravnholt Foto: Sisse
Livet her

Legelyst skal give læselyst

Kulturministeriet støtter projekt på Frederikshavn Bibliotek med forgreninger til Aalbæk, Østervrå og Sæby

22. december 2019 kl. 07:51

KOMMUNEN: Biblioteket i Frederikshavn fik i dag melding om at Kulturministeriet har valgt at støtte et projekt, der skal højne litteraturens plads i børnenes hverdag.

Der uddeles i alt 6,8 mio. kr. til projekter fordelt over hele landet.

I Frederikshavn skal puljemidlerne bruges til at gøre litteraturen levende med sjove, anderledes og fællesskabende læseuniverser i et tæt samarbejde mellem folkebibliotek og tre af kommunens skolefritidsordninger, henholdsvis i Aalbæk, Østervrå og Sæby.

Blandt andet skal litteraturen og historieoplevelsen rykkes ud i skovbunden, hvor der skabes litterære naturskattejagter, der tager udgangspunkt i de bøger, billedbøger og tegneserier, som børnene læser sammen.

- Vi ved, at børn skal inspireres og deres nysgerrighed pirres, hvis vi skal have vakt deres læselyst.

- Læsning skal ikke være en pligt, men skal mærkes, opleves og leges. Vi er derfor glade og stole over, at Kulturministeriet har valgt at støtte vores projekt, der skal være med til at højne litteraturens plads i børnenes hverdag, fortæller centerchef Anette Ravnholt.

Det er kulturminister Rasmus Prehn enig i.

- Vi har et fælles ansvar for at få stimuleret vores børns læselyst. Derfor er det fantastisk, at vi nu får sat gang i 35 læselyst-projekter rundt om i hele landet.

- Jeg er sikker på, at vi kan åbne litteraturens forunderlige og fantastiske verden for børnene med disse projekter. Og jeg er glad for, at vi med indsatsen skaber nye, stærke partnerskaber over hele landet mellem biblioteker og skolefritidsordninger. Det er de stærke, tværgående partnerskaber der skal til for, at vi får knækket koden til at styrke læselysten hos vores børn, understreger ministeren,

Læselystpuljen er en del af Kulturministeriets læselystindsats, hvis formål er at styrke børns læselyst og åbne op for sociale læsefællesskaber i skolernes fritidstilbud.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu