Billede beskrivelse

Langt fra den trygge hverdag

Eleverne på Nordstjerneskolen kom tæt på slummen i Bangladesh

23. november 2019 kl. 16.03

FREDERIKSHAVN: Der er langt fra en tryg hverdag på Nordstjerneskolen i Frederikshavn til slummen i hovedstaden i Bangladesh.

Men eleverne fik lov at snuse til virkeligheden for deres jævnaldrende i Dhaka, da årets U-landskalender blev introduceret på skolen.

Foredragsholderen Esther Molin fæstede Frederikshavn og fortalte eleverne om sin rejse til slummen i Dhaka,

Hun besøgte selv slummen i Dhaka i 2017 som en del af Operation Dagsværk, hvor hun mødte nogle af de unge piger og drenge, der dropper ud af skolen for at ende som børnearbejdere eller børnebrude i stedet.

- Jeg så rigtig mange børn og unge på gaden dernede. Selvom de har en hård hverdag, så fik jeg indtryk af, de har et stort engagement og gåpåmod. Og så gjorde det indtryk på mig, at de havde nogle ret basale ønsker. At der fx bare var nogen, der kom og hentede skralden, hvor de bor. Ting, vi tager helt for givet herhjemme, fortæller Esther.

Gennem en lille times tid gav hun med billeder og videoklip eleverne et indblik i den hverdag, deres jævnaldrende har ca. 6.000 kilometer fra Danmark.

Med overskuddet fra Børnenes U-landskalender 2019 vil PlanBørnefonden vende udviklingen ved at styrke de lokale elev- og forældreråd samt skolebestyrelsen på den enkelte skole.

Samarbejdet mellem skolen og forældrene skal øge forståelse af den langsigtede værdi af børns skolegang.

- Børnene tog virkelig positivt imod det og var meget engagerede. Jeg kan også se, at der er nogen, der bliver meget berørt af det, fordi de kan se, det er børn, der minder om dem selv. Nogle bliver også indignerede og reflekterer over, at de selv er ret forkælede, fortæller Esther Molin.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste