Landsløb får start i Skagen
Danmark Rundt Team Bodenhoff til fordel for kræftramte børn lægger første rute gennem hele Frederikshavn Kommune i 2020
KOMMUNEN: Allerede nu ligger det fast, at Danmark Rundt Team Bodenhoff 2020 får sin start i Skagen akkurat som i år.
15. august kl. 10 skydes løbet i gang - måske også næste år af kommunens borgmester Birgit Hansen, som klarede ærterne så godt i år helt uden pistol. Alle der kender Birgit Hansen ved, at hun er ganske god til at pifte, og det fik sat skub i løbet.
Planen er, at lande i Frederikshavn og starte det videre forløb herfra 16. august.
- Vi forventer at afslutte turen i Frederiksværk 22. august, fortæller manden bag projektet, Claus Bodenhoff.
- Året er ved at rinde ud, og vi er mange der kan se tilbage på et spændende år, hvor Danmark Rundt Team Bodenhoff endnu en gang har sat sig sine spor rundt i det ganske land.
- Her har vi indsamlet endnu et flot beløb til børn med kræft og deres familier i Danmark og Grønland. Et beløb vi ikke kender størrelsen på før vi er færdige med salget af julekalenderen.
- Vi har haft mange sponsorer med os igen i år, og vi takker alle for den fantastiske opbakning, for uden jer var vi aldrig nået så flot i mål med en velgørenhedsprojekt til fordel for børn med kræft og deres familier i Danmark og Grønland, siger løbets initiativtager.
I sommer var det 41 cykelmotionister, der kickstartede løbet i Skagen foran Sparekassen Vendsyssel, hvor den 102 km lange rute på de nordjyske landevejene skulle gennemføres via Sindal, Sæby og med målområde i Frederikshavn midtby.
Det var Susanne Bjørnager Nordentoft, der samlede de lokale tråde i tæt parløb med handelschef Dan Kobberup, FREDERIK, og det betød, at vi herfra kunne sende løbet afsted med knap 50.000 kroner på den videre færd ud i Danmark.