Landbo Nord: Søg specialiseret rådgivning
VENDSYSSEL: Hvis forløbet med erstatningerne til minkbranchen bliver lige så tumultarisk, som forløbet op til minkaflivningerne, vil der være mange faldgruber, man skal være opmærksom på. Det vurderer rådgivningsselsakbet Landbo Nords særlige specialistgruppe for mink, som opfordrer avlerne til at bevare roen - og ikke føle sig fristet, af et hurtigt tilbud om erstatning.
Selv om en larmende stilhed er ved at sænke sig over de danske minkfarme, så er det på ingen måder ensbetydende med, at roen også har lagt sig.
- Vi er dybt påvirket af den situation, som minkbranchen er kastet ud i. Landbo Nord har gennem hele krisen bl.a. tilbudt gratis kriserådgivning til medlemmer og kunder. Nu hvor dyrene er slået ned, er der først og fremmest fokus på spørgsmålet om erstatning og fremtiden generelt, siger administrerende direktør i LandboNord, Uffe Bertelsen.
Derfor har Landbo Nord samlet en gruppe af rådgivningsvirksomhedens specialister, så man på tværs af fagområder kan yde den mest optimale rådgivning til minkavlerne.