Planen er at løfte kvaliteten i undervisningen, så de store smil vil bryde frem hos eleverne. Arkivfoto
Livet her

Lærernes potentialer sættes fri

Skoledistrikt Syd har fået en million kroner til at prøve nye metoder af i undervisningen og pædagogiske aktiviteter

28. september 2019 kl. 16:03

KOMMUNEN: Uanset om du er tømrer, læge, advokat, lærer eller pædagog, så er det nødvendigt at eksperimentere med dine arbejdsopgaver, hvis du vil forfine og løfte kvaliteten.

Derfor fik Skoledistrikt Syd en million kroner af Børne- og Ungeudvalget til at prøve nye ting af.

Nu har distriktet sat alle sejl ind i projektet.

- De penge, vi har fået af vores politikere, skal løfte kvaliteten i vores skole. Vel at mærke helt ude i yderste led – nemlig i klasseværelserne.

- Der er mange faktorer, som skal gå op i en højere enhed, når der skal skabes læring for op imod 28 elever i en klasse, siger leder af Skoledistrikt Syd, Lars Lundgreen.

På tværs af afdelingerne i skoledistriktet er der nu igangsat et pædagogisk uddannelsesforløb, Videnproducerende Skoler. Medarbejderne skal prøve nye metoder af i undervisningen og pædagogiske aktiviteter, videndele med hinanden og hele tiden kigge efter det, der på fagsprog kaldes positive afvigelser.

- Vi gør medarbejderne i stand til at eksperimentere med deres praksis i tæt samspil med kolleger og afdelingslederne.

- Vi skal bruge de kræfter, der er i organisationen i forvejen, og sætte alt det potentiale, som medarbejderne har, i spil og fri. Hvis ledelsen tør gøre det, så kan vi lave en endnu bedre skole for eleverne, påpeger Lars Lundgreen.

Idéen til projektet kommer fra et tværkommunalt samarbejde for et par år siden, hvor to af skoleafdelingerne i Skoledistrikt Syd deltog.

Nu bliver det udrullet på alle afdelingerne i distriktet.

- For at arbejdet bliver meget praksisnært, så har vi udvalgt tre medarbejdere, som tidligere har deltaget i projektet.

- De skal drive det sammen med ledelsen og videnspersoner udefra.

- For ledelsen har det været vigtigt, at vi kommer ud i praksis og arbejder hurtigst muligt, så det ikke kommer til at minde om en forelæsning på et universitet, fortæller Lars Lundgreen og fortsætter:

- Vores folkeskoler er under pres, blandt andet grundet faldende elevtal. Vi har de ressourcer, som vi nu engang har. I Frederikshavn Kommune sidder vi alle sammen i den samme båd. Alle har et medansvar for at anvende de resurser, vi har til rådighed, på den bedst tænkelige måde. Projektet er en enkel måde at arbejde helt ind i kernen af vores skole, og jeg er overbevist om, at vi løfter kvaliteten af undervisningen med den her indsats, slutter Lars.

I første omgang løber projektet til foråret 2020 og afsluttes med en stor vidensopsamling på alt arbejdet.

Andre læser også

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu