Kvashegn skaber utilfredshed hos borgere - kommunen tilfreds med udviklingen

19. februar 2022 kl. 08.00

SÆBY: Siden den tidligere Sæby Kommune i 1971 overtog arealet ved Jernkilden og Kildemarken, har hele arealet mellem Herman Bangs Vej og op til Sæbygaard Skov henlagt som en stor grøn plæne og spredt bevoksning af løv- og frugttræer ved Jernkilden.

Kildemarken har således i mange år været et åndehul, hvor byens borgere og ikke mindst børn og unge boltrede sig i leg, motion og samvær.

Men nu er der efter naboernes mening kommet en slange i paradiset i form af for meget vildt voksende græsarter og et nyt kvashegn.

Kommunen ønsker mere - borgerne mindre

For at fremme biodiversiteten yderligere er Frederikshavn Kommune i gang med at etablere fire kvashegn på hver cirka 10 meter i længden og en meter i højde og bredde. Kvashegne placeres i en stjerneform i den sydøstlige del af plænen, samtidig med at der skal plantes æbletræer og sås blomsterfrø.

Selv om græsset på et mindre område bliver klippet med robotter, ser beboerne det som et stort indgreb i den tidligere så nyfriserede plæne, der indbød til en række aktiviteter.

- Vi synes, at det tidligere så smukke og attraktive område gradvis forvandles til et vildnis. Som haveejere lægger vi et stort arbejde i at passe og pleje vores egne haver og kan nu se på, at kommunen barer lader alt gro vildt op til vores ejendomme, siger en af beboerne, der ikke ønsker at stå frem med navn, men er nabo til Kildemarken.

Én af naboerne, Poul Nielsen fra Kildemarken 10, er stærkt bekymret over, at kommunen opfordrer til, at alle besøgende kan lægge grene og kvas fra parken i kvashegnene.

- Hvis vi som borgere får mulighed for at aflevere vores haveaffald i de nye hegn, kan området hurtigt blive en ny affaldsplads, siger Poul Nielsen.

- Vi går alle ind for en bedre biodiversitet. Men vi synes, det var bedre, hvis kvashegne blev placeret mere diskret og tættere på Jerkilden mellem de eksisterende træer, og så burde man lade kommunens ansatte vedligeholde dem, siger Poul Nielsen, der fungerer som beboernes talsmand.

Kommunen er glad for udviklingen

Afdelingsleder i kommunens Park & Vej, Anne Mette Finnerup, pointerer, at gode ideer altid er velkomne. Hvis beboerne har forslag eller bekymringer i forhold til udvikling og drift af de grønne områder, så vil hun gerne høre om dem.

- Vi er rigtig glade for interessen for Kildeparken. Det er vores mål at følge med samfundets udvikling og borgernes ønsker i deres lokalområde.

- Vi er altid meget interesserede i at få henvendelser fra brugere og naboer til vores offentligt tilgængelige områder. På den måde kan vi fra starten få flere hensyn ind i projekter og drift, og vi kan sikre ejerskab og benyttelse.

Hun fortæller videre, at det er kommunens ønske at skabe mere liv i parkerne igen, og at kommunen ønsker at gå forrest og inspirere til, hvordan man kan give naturen mere plads.

Det er netop også et ønske om at skabe aktivitet, der har fået kommunen til at opfordre borgere til at samle kvas til kvashegnet.

- Opfordringen til at borgere må hjælpe med at samle kvas i parken til kvashegnet er netop for at indbyde til nye aktiviteter, der for nogen giver mening, siger Anne Mette Finnerup.

I Kildeparken har Park & Vej afdelingen i samarbejde med lokale borgere opstillet fodboldmål i det nordøstlige område af Kildeparken. I dette område vil der også fremover blive klippet græs, så der er plads til leg.

- Kvashegnet skal give flere levesteder til fugle, pindsvin og insekter. Det vil blive klippet små stier, så man kan gå ind i området og nyde det nye rum og de oplevelser, der følger med, siger Anne Mette Finnerup.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste