Kunstnerfællesskab inviterer til reception i deres helt nye lokaler
ART de MAR er et kunstnerfællesskab på ni personer, som alle arbejder med billedkunst.
De fleste har malet i mange år og kommer henholdsvis fra Skagen, Ålbæk og Frederikshavn.
- Nu er vi flyttet i helt nye lokaler på Centralvej 4 midt i Ålbæk, hvor vi har arbejdende værksted og galleri, fortæller Kirsten Eg fra kunstnergruppen.
I den anledning inviterer de ni kunstnere alle interesserede til at kigge forbi til en åbningsreception fredag 28.juli klokken 14.
ART de MAR startede i snedkerhallen på Ålbæk havn i sommeren 2018.
- Da hallen i april 2021 blev solgt, måtte vi finde et nyt sted at udøve vores kunst, som så blev den gamle Holmegård på Skagensvej Ålbæk, fortæller Kirsten Eg, der sammen med de andre måtte flytte igen to år senere.
- Holmegård er nu sat til salg, og vi har været så heldige at kunne leje Centralvej 4, hvor vi flyttede ind 1.juli i år. Det er den helt perfekte beliggenhed lige i Ålbæks pulserende liv, fortsætter hun.
De er med i ART de MAR
- Bente Karlsen, Kirsten Sølvkjær og Anita Sørrig er alle tre fra Skagen.
- Ruth Esbjørn, Tove Skiveren, Dorthe Houmann og Jan Jørgensen er fra Ålbæk.
- Leif Bøgeskov og Kirsten Eg er fra Frederikshavn men er begge oprindelig skagboer.
Kirsten Eg håber mange vil kigge ind både til receptionen og senere, hvor der både er mulighed for at snakke med kunstnerne, og der er salg af malerier på stedet.
For det er ifølge Kirsten Eg nemmest med egne øjne at se, hvilken stilart de ni maler i.
- Vi spænder vidt med hver vores måde at udtrykke os på.
De otte er inspireret af impressionismen, mens Leif Bøgeskov maler abstrakt.
- Men vi er meget alsidige, Anita Sørrig bevæger sig for eksempel ud i ekspressionismen, når hun sætter farver på den indre, personlige, følelsesmæssige oplevelse, forklarer Kirsten Eg.