Billede beskrivelse

Kunst, vin og historie - hånd i hånd

På høj hat med syv arrangementer de kommende torsdage

02. juli 2019 kl. 16.20

SKAGEN: Ikke alle mænd føler sig godt tilpas i kjole og hvidt og med cylinderhat på hovedet, men for en kendt skagbo er det i disse uger det daglige arbejdstøj.

Kunst- og vinkenderen Kresten Langvold bærer den traditionelle påklædning med største selvfølgelighed, når han tager Skagens Museums gæster med på en rejse tilbage i tiden. Turen går til den tid, hvor maleren P.S. Krøyer skabte de kæmpestore gruppeportrætter, der danner grundstammen i museets aktuelle særudstilling.

Kresten Langvold er hovedkraften i den daglige, levende formidling af udstillingen. Den stilfulde og elegante påklædning er i den forbindelse en vigtig rekvisit.

Det er den også, når Kresten Langvold de næste syv torsdage inviterer til sær-arrangementer, hvor stor kunst, noble vine og dansk kulturhistorie går op i en højere enhed. Arrangementerne foregår efter museets normale åbningstid, og de byder på en usædvanlig kombination af intense oplevelser. Ikke alene får man en eksklusiv præsentation af de store Krøyer-billeder – med tilhørende anekdoter om de portrætterede personer.

Deltagerne i arrangementet under titlen ”Ædle vine og stor kunst” bliver også præsenteret for udsøgte vine fra en række af Europas bedste vinslotte. Denne kombination er kun mulig i kraft af Kresten Langvolds faglige kompetencer, dels som uddannet sommelier – altså vinekspert – og dels som fast omviser på Skagens Museum

Kresten Langvold fortæller spændende historier om de 194 personligheder, der befolker P.S. Krøyers store gruppeportrætter i udstillingen MESTERVÆRKER – Krøyer på bestilling. Beretningerne om C.F. Tietgen, Carl Jacobsen, Louis Pasteur, Japetus Steenstrup, Christopher Cloëtta, Th. Wessel, Emil Vett og mange andre rundes af med et glas vin, udvalgt til lejligheden blandt højt ansete producenter i Frankrig, Spanien og Tyskland.

Kresten Langvold er kendt af mange for sin fortid i restaurationsbranchen, ikke mindst på Brøndums Hotel. Han glæder sig over muligheden for at realisere en nyskabende form for museums-formidling.

- Med denne tilgang oplever jeg hver dag, at mange gæster forlader Skagens Museum ivrigt talende og med en glød i øjnene, der fortæller at de har fået en større oplevelse end de havde forventet, fordi de har fået serveret en viden, som har åbnet og levendegjort værkerne for dem, siger Kresten Langvold.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste