Kunst på toiletterne
Lokumskunst til ære og værdighed
SÆBY: Når Nellemanns Haves venner bygger og renoverer i den gamle paradisæblehave sættes kvalitetsniveauet altid højt. Men ved en lille seance torsdag 27. juni kunne formanden Hans Rødsgaard-Mathiesen sætte trumf på med præsentationen af et ægte maleri fra en anerkendt kunstners hånd – på toilettet.
Billedkunstner Jørgen Agerbæk malede under havens forårsfest et maleri, der beskriver stemningen på festpladsen med de fire hovedtelte, boder og optræden af hunde. Et flot billede der i Jørgens umiskendelige stil udstråler de mange aktiviteter og stemningen, der var ved forårsarrangementet 2019.
Efter afsløringen og ophængningen på toilettet, der har offentlig adgang, takkede Hans Rødsgaard-Mathiesen den lokale kunstner Jørgen Agerbæk for det flotte kunstværk, dedikeret til Nellemanns Have.
Formanden kunne konstatere at ”lokumskunst” her har fået en helt anden positiv betydning. Hans håber at mange af havens gæster vil nyde billedet, som unægtelig sætter kolorit på omgivelserne. Vi håber og forventer, at de trygge rammer gør, at maleriet kan hænge i fred.
En offentlig have uden affaldsbeholdere
Vore gæster er kendt for at tage medansvar og passe på havens værdier. Vi er meget stolte over, at de besøgende værdsætter naturen og ikke smider deres affald, men tager det med sig retur. Som et forsøg fjernede vi sidste år nogle af affaldsspandene, da vi godt kunne risikere, at de hurtigt blev overfyldte og hvor dyr og fugle spredte affaldet. Nu har vi fjernet alle affaldsbeholderne og det har vist sig, at gæsterne gerne er med til at holde haven ren og pæn, siger Hans Rødsgaard-Mathiesen.