Kulisseby eller levende by: Diskussionen er skudt i gang i Skagen
Over de sidste to måneder er medlemstallet næsten fordoblet i Skagen Byting.
Onsdag aften havde omkring 120 skagboere, både heltids og deltids, nye og gamle, yngre og ældre fundet vej til Skagen Kultur- og Fritidscenter for at deltage i første møde i en række af arrangementer, som Skagen Byting har sat i gang.
Ikke om Kjeldsen
Allerede helt fra starten gør sekretær i Skagen Byting, Jesper Hegaard det klart, at mødets formål ikke er at drøfte for eller imod det omdiskuterede motormuseum på Skagen Havn, som ellers har fyldt en del i medierne over de seneste måneder. Men ifølge Hegaard og Skagen Byting handler arrangementerne mere om, hvordan byens borgere kan være med til at præge udviklingen og blive hørt.
- Disse aftener handler ikke om Henning Kjeldsens planer om byggeri på Havnen. De handler ikke om værftets nye dok. De handler ikke om udendørs musik eller lugten fra FF. Det handler ikke om udlejning og opkøb af Skagen-huse og så alligevel, indleder Hegaard aftenens arrangement.
Medindflydelse
Det handler nemlig, ifølge Skagen Byting, mest om demokrati og om retten til at blive hørt og taget alvorligt, om at blive taget med på råd, få medindflydelse, og om hvad skagboernes tanker og visioner er.
Og lige præcis en temperaturmåling af skagboerne er en del af aftenenes indhold. Alle fremmødte får et mini-spørgeskema, hvor de bliver bedt om at tage stilling til forskellige spørgsmål som:
Skal der flere turister til byen? Hvor mange flere turister skal der til? Hvilke boformer tiltrækker turisterne?
Skal der bo flere fastboende i Skagen? Og hvor mange så du gerne bo her i 2050? Hvilke tilbud har de fastboende brug for?
Fastboende eller turister?
Og skemaet sætter gang i refleksionen hos de fremmødte. Aftenens hoved-oplæg er ved arkitekt og medlem af Bytinget og forholdsvis ny skagbo, Niels Ove Kildahl, og har fokus på hvordan andre byer med succes har planlagt deres byudvikling - og også et lille hint til, hvor vigtigt fundamentet i al byggeri og byudvikling er.
Og så er der lagt op til drøftelse i salen.
Mange er enige om, at både de fastboende helårsbeboere og turisterne skal være her. Og langt de fleste lader også til at være enige om, at fastboende skagboerne, huse med lys i vinduerne og liv i byen hele året også er det, der tiltrækker turisterne.
For hvem har lyst til at feriere i en ren kulisseby?
Og hvem har lyst til at bo i en gade fyldt med feriehuse eller udlejningshuse, som står tomme og mørke størstedelen af året?
Det er der en tilbagevendt skagbo, der ihvertfald ikke har, og som undgik gaderne med feriehuse, som står tomme og mørke en del af året, da hun og familien skulle købe hus og bosætte sig i Skagen.
Boliger til Skagens borgere
En anden oplever, at området, hun bor i, bliver ødelagt af huskøbere, der køber husene for at leje dem ud gennem udlejningsfirmaer.
Snakken i salen handler om arbejdskraft og helårsbeboere, som fundament - også for turismen.
Og det kræver boliger, der passer til dem, der skal bo og arbejde i byen, lyder det fra salen. En tilflytter oplever, at det er svært at finde en passende bolig til en enlig, og er blevet rådet til at tage en bolig i Jerup, hvor huspriserne er mere spiselige.
- Men jeg vil gerne bo i den by, hvor jeg arbejder og være en del af fællesskabet, og det bliver jeg ikke, hvis jeg tager hjem hver dag til en anden by, når min arbejdsdag slutter, siger han.
Næste arrangement i rækken er den 15. marts og handler om allerede igangsatte projekter og visioner for byen.