Krolf åbner igen i Kulturhusets have
ÅLBÆK: KROLF i kulturhusets have åbner for lokale og turister søndag 14. april kl. 10, hvor de fremmødte kan lære lidt om spillet.
Haven ved Aalbæk Kulturhus åbnede sidste år op med en 12 hullers Krolf-bane. Krolfbanen kom godt fra start med over 300 besøgende, der lagde vejen forbi haven for at spille Krolf.
Krolf er en krydsning mellem kroket og golf. Udstyret er fra kroket (kølle med forstærket hoved og kroketkugler) og som i golf, huller til at skyde kuglerne i på færrest slag.
Krolf blev benyttet flittigt af både lokale og turister sidste år. Samtidig kunne man benytte husets terrasse til hyggeligt samvær under/efter spillet og evt. have forfriskninger eller madkurv med.
Aalbæk Kulturhus har nedsat et Krolf-udvalg, der åbner/lukker og holder banen vedlige. Udvalget er: Henrik Thomsen, Henning Nielsen, Ib Olsen, Jørgen Nielsen, Erik Nielsen og Ole Svendsen.
Udover at kulturhuset har investeret i udstyr, har Nordjyske Bank sponsoreret fem køller og kugler og Sparekassen Vendsyssel har sponsoreret opbevaringsskuret.
Det hele køres som selvbetjening både med udstyr og brugerbetaling. Desuden hænger der regler i skuret på dansk, norsk, svensk, tysk og engelsk.
Nyt i år bliver et whiteboard, hvor man kan se/påføre banerekorden. Desuden bliver der lavet et par bænke mere rundt i haven, så der bliver mulighed for siddende hygge undervejs.
Krolf åbner op for sæsonen 14. april og vil derefter have disse åbningstider: 14. april – maj (10 – 18) - juni, juli og august (10 – 21) – september – 20. oktober (10 – 18). Krolfbanen er lukket de dage hvor kulturhuset er udlejet til fester.
Så har du familiebesøg eller besøg af vennerne, udfordr dem i Krolf-spillet. Det kunne også være en gruppe der mødes en gang om ugen til et spil og social samvær.
Krolf er et hyggespil og en aktivitet for alle.