Kravlenisser lever et hensygnende liv

Blandt danske familiers aftenhygge i december var saks og et trykt ark i pap, hvor det handlede om at holde tungen lige i munden, når ens mor førte saksen for at klippe en kravlenisse ud. Og for alt i verden måtte man ikke klippe bukkefolden over, som skulle få kravlenissen til at hænge i en billedramme, en lampeskærm eller måske en slyngplante.

Desværre har kravlenissen haft det svært de senere år med at kravle op på sine vante pladser, og hvis det er muligt at købe en kravlenisse, så er det i udstansede ark, hvor kravlenissen bliver trykket ud uden skæve hak fra saksen og de små børnefingre.

Kravlenissernes historie begynder efter anden verdenskrig.

De havde en opblomstring gennem 1950’erne og 1960’erne.

Derefter begyndte interessen for kravlenisser at svinde. Som tiden gik begyndte de helt at forsvinde. Og det blev endda svært at købe kravlenisser hos boghandleren. Og de rigtig gamle kravlenisserne kunne snart ikke holde sig selv oppe.

Ordet kravlenisse blev brugt første gang i 1947.

Det var tegneren Frederik Bramming, som i 1947 fandt på begrebet kravlenisser, men han fik ikke meget held med navnet, og kunne ikke opnå eneret på det

Flere tegnere i efterkrigstiden gav også et bud på kravlenissen, og selv om Frederik Bramming i første omgang ikke havde held med navnet, så blev det hængende i eftertiden.

Frederik Bramming og Aage Dam var blandt kravlenissernes fædre, og snart kom der flere til, blandt andet mødre.

Tegneren Anne Lippert forsøgte sig også med kravlenisser. Men hun er mest kendt for sine let påklædte barmsvulmende kvinder i det satiriske blad ”Hudibras”.

Kravlenissen blev født i Danmark og meget tyder på, at det også er her, kravlenissen sygner hen.

Fænomenet kom aldrig ud over landets grænser, og et forsøg på at eksportere kravlenisser til USA slog fejl.

Den danske forestilling om gårdnissen Nis er forlægget for kravlenissen, men Nis var ikke mild og rund som kravlenissen, men derimod drilsk, vranten og til tider ondskabsfuld.