Kommunaldirektøren blev fejret

25 år i kommunens tjeneste markeret ved stor reception

05. december 2017 kl. 15.29

Mikael Jentsch er ikke typen, der svinger magtkøllen, men hans knusende ro, smittende latter, store viden, lange erfaring og imponerende overblik er støttepillerne i hans ledervirke i og for Frederikshavn Kommune gennem 25 år.

Og da intet i følge borgmester Birgit S. Hansen slår virkeligheden, og da taler efter taler tydeliggjorde, at den stoiske ro og den smittende latter - og ikke mindst evnen til at skabe vejen til den bedste af de politisk mulige løsninger, så er det troligt den virkelighed, som intet kan slå.

Tirsdag var denne sandhedens time for Frederikshavns kommunaldirektør - for det var her 25 års dagen for hans virke i kommunen blev markeret ved en reception i Det Musiske Hus.

Mikael Jentsch blev i 1989 blev han ansat i Frederikshavn Kommune som vicestadsingeniør, og bortset fra en treårig periode, 1995-98, hvor han pendlede til Odense som direktør for Miljø og Teknik, har nu 57-årige Mikael Jentsch siden arbejdet i og for Frederikshavn Kommune.

Gennem årene er hans visitkort blevet udskiftet en del gange med titler som teknisk direktør, konstitueret socialdirektør og ordførende direktør fra 2005-2007 op til sammenlægningen af Sæby, Skagen og Frederikshavn kommuner med kommunalreformen i 2007.

I august 2012 overtog han jobbet som kommunaldirektør i landets nordligste kommune, hvor han er kendt som en populær og kreativ problemknuser, der med sin smittende latter kan tænde julelysene i øjnene hos selv den største sortseer, uden at det koster kommunen en krone.

Og evnen til at finde de positive tilgange var et gennemgående tema i de meget rosfyldte indlæg.

Borgmester Birgit Hansen berørte også Mikael Jentsch ledelsesstil. Hun afviste prompte med henvisning til jubilaren, at stilen kunne være moderne - og heller ikke agil.

- Innovationen er der hos Mikael, men hurtigheden? sagde Birgit Hansen - en kommentar der fremkaldte en ganske betragtelig latter hos de mange fremmødte - og da også hos jubilaren selv, som i følge formanden for Plan- og Miljøudvalget Anders Brandt netop besidder en sund og veludviklet selvironi.

- Nej situationsbestemt ledelse - det er Mikael, sagde borgmesteren.

Udover at være kommunaldirektør har han i dag ansvaret for Park & Vej og Teknik & Miljø.

Rådhuset i Frederikshavn ligger få minutters gang fra funkisvillaen på Ørnevej, hvor han bor med hustruen Anna Maria, der har sit eget konsulentfirma.

De tre voksne børn, Joachim, Nicolai og Nina, tre svigerbørn og fire børnebørn, bor alle i Frederikshavn og bidrager dermed positivt til kommunens befolkningstal, der er under pres.

- Vores største udfordring er, at vi bliver for få. Arbejdsstyrken skrumper. Vi kommer til at mangle både akademikere og faglært arbejdskraft. Men vi har fat i den rigtige erhvervsstrategi. Markeder, som er i udvikling. Skibsfarten og hele det maritime område ikke mindst. Det er vi gode til, og det er der fremtid i. Så vi skal tiltrække ny arbejdskraft, både dansk og udenlandsk, siger Mikael Jentsch.

Selv har han ingen planer om at rejse nogetsteds.

- Her er højt til loftet. Man må smitte mere af her og har stor frihed til at realisere sine idéer og udnytte det, du kan. Vi har ingen regulativer eller manualer.

- En stor kommune kan jo nærmest leve uden befolkningen og føde sig selv med opgaver. Den går ikke her, hvor vi en gang imellem spørger os selv: Ville du også gøre det, hvis du selv skulle betale, siger Mikael Jentsch.

Men hvordan overlever man i så stor en organisation og bærer så stort et ansvar?

- Det handler om at have et godt team omkring sig, og hvad det angår, er jeg privilegeret. Og så skal man ikke sætte sig selv så højt op på hesten, at man tror, man altid har ret. Du kan kun gå på vandet, fordi andre bærer dig. Tvivlens nådegave er afgørende. Jeg lærer noget nyt hele tiden, siger kommunaldirektøren.

25 års jubilæet blev markeret ved reception i det Musiske Hus tirsdag, hvor Mikael Jentsch blev hyldet med mange taler, blomster, gaver og skønsang fra Benny Andersens sangskat - og mange gode latinske citater, som Anders Brandt var særdeles leveringsdygtig i.

En gimmick, som har sit udspring i hovedpersonens lyst til at øse at gode ordsprog i netop latinske termer.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste