Kystmuseets magasin er til daglig lukket land, men nu har du chancen for at se magasinet, der rummer 36.000 museumsgenstande.
Livet her

Kom med bag kulisserne: Sådan flytter man 36.000 genstande

21. marts 2023 kl. 14:01

Onsdag den 22. marts kan du komme med om bag facaden til en gratis rundvisning i Kystmuseets nye magasin i Frederikshavn. Her fortæller Kystmuseets medarbejdere om det løbende arbejde i magasinet samt om den enorme proces det har været at flytte intet mindre end 36.000 museumsgenstande.

I sensommeren 2021 blev Nordjyllands Kystmuseum pludseligt opsagt i dets hovedmagasin, og i løbet af ca. 6 måneder måtte man derfor ud at finde et nyt magasin og flytte alle de 36.000 museumsgenstande. Det lykkedes, og nu har Kystmuseet fået et af Nordjyllands bedste magasiner med en langtidskontrakt.

Normalt har publikum ikke adgang til museets magasiner, men nu inviterer Kystmuseet borgerne ind bag magasinets porte.

Her kan du bese de nye forhold og høre om flytningen samt om de mange processer, problemer og udfordringer, som magasinflytningen afstedkom. Eftersom der er tale om museumsgenstande, så var det ikke bare et spørgsmål om af fylde nogle flyttebiler og så læsse tingene af. Alle 36.000 genstande skal på rette plads igen. Og Kystmuseet er ikke på plads endnu men dog så vidt, at man har lyst til at vise publikum et sted, som normalt ikke kan ses.

Arrangementet er åbent for alle, og det finder sted onsdag den 22. marts kl. 17:00-21:00 på Gl. Skagensvej nr. 105 n i Frederikshavn.

Annonceret indhold

Nyeste