Kom 100 år tilbage i tiden: 15 frivillige driver museum

26. maj 2022 kl. 11.30

Allerede ved indgangen til museet, hvor der er udsigt til gårdspladsen, ser man fritgående høns, ænder og heste, samt et væld af landbrugsmaskiner og redskaber, der hører fortiden til.

Vel indenfor - for et nærmest symbolsk beløb - bliver man modtaget af ”beboerne”, altså dem der står for museets daglige drift, og som gør Sognefogedgården i Frederikshavn til en levende historiefortælling.

På dette unikke sted midt mellem parcelhuse og industri formidles der på en levende og autentisk måde med sjove anekdoter om den sidste ejer samt lokal landbrugshistorie i almindelighed.

Beboet for mere end 300 år siden

Sognefogedgården er en gammel gård, som man med sikkerhed kan datere tilbage til 1713.

Det er den sidste gård der er tilbage i den gamle landsby Vester-Flade, hvor der oprindelig lå 14 gårde på rad og række fra Knivholt og ind mod Fladstrand.

- Gårdens sidste ejer var en rig ungkarl uden arvinger, fortæller Anette Jørgensen, som er formand for Sognefogedgårdens Venner, som driver stedet.

Et besøg der kan styrke relationerne mellem familie og venner.

Sognefogedgården er det eneste sted i Frederikshavn, hvor man oplever hvordan den almindelige frederikshavner boede i området for 100 år siden. Under besøget kan man vælge at få en guidet rundvisning, hvor guiderne fortæller om de daglige gøremål, der var på den tid hvor gården var beboet.

- Hvis gæsterne har kommentarer eller kan fortælle en historie, der kan understøtte fortællingen, giver guiderne også plads til det. Det kan være, at en gæst, der er på besøg med sit barnebarn, kan supplerer med sin egen historie eller oplevelse, og det kan give en helt særlig relation mellem de to, som man måske ikke ville få, hvis historien var fortalt derhjemme, fortæller Anette Jørgensen.

- Og så er vi også et demensvenligt museum. Vores frivillige er blevet undervist i at møde personer med demenssygdom og deres pårørende, tilføjer Anette Jørgensen.

Museet drives af frivillige

Sognefogedgården er det eneste museum i Frederikshavn, som viser hverdagslivet i gamle dage på en levende måde, derfor ønsker vi at bevare den gamle Sognefogedgård i dette oprindelige miljø.

Museumsgården er drevet af ulønnede frivillige, der står for den daglige drift og vedligeholdelse.

- Vi er 15 frivillige som guider, sælger billetter, restaurerer gården og de gamle landbrugsmaskiner samt underviser skolerne og passer dyrene. Men det er forbundet med udgifter at vedligeholde de gamle bygninger og maskiner, fortæller Anette Jørgensen, der forklarer:

- Vores indtægter kommer, udover tilskud fra kommunen, også fra entré, medlemskab i Venneforeningen, slag i kiosken, loppemarkeder og donationer. Derfor er vi også glade for, at flere og flere får øjnene op for vores lille unikke museum.

Arrangementer over hele året

Sommeren byder på udstilling lavet af gårdens Håndarbejdslaug, og historisk skattejagt for børn lavet af gårdens Formidlingslaug.

- I 2022 byder på et nyt tiltag ”Stiklingemarked” - det er 12. juni. Og så har vi selvfølgelig bagedyst igen i år, hvor skal vi finde ”Frederikshavnerkagen”. I juli er der loppemarked, og vi syng sammen aften i august. I efterårsferien holder vi Halloween, hvor vi i år har åbent om lørdagen fra kl. 23-01 - hvis du tør, siger Anette Jørgensen.

Juletraditioner er der også, hvor der er åbent (weekender) 2. og 3. søndag i advent, og julen synges ind 2. søndag i advent.

Fra 1. juni til og med august er der guidede ture med i billetprisen. I skolernes sommerferie er der åbent hver dag fra kl. 12-16, med guidede rundvisninger tirsdag, torsdag og søndag.

Uanset om museet er åbent eller ej, er man altid velkommen til, ganske gratis, at sidde og nyde sin medbragte mad og kaffe i den næsten ægte Morten Korch idyl.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste