Knusende sejr til Blackhawks ligaherrer
Rødovre mødte op med kun ni mand til topkamp i Frederikshavn og blev sablet ned
Lørdag eftermiddag var der lagt op til topopgør i Unihoc-floorball-ligaen i Abildgaardhallen.
Ligaens nummer 2 - Rødovre - var på besøg og der var forventet en spændende kamp.
Men dem som havde glædet sig til en spændende kamp, ja, de må føle sig godt skuffet. Godt nok er Rødovre ramt af mange skader, men 9 mand var hvad Rødovre kunne mønstre til "topkampen" i Frederikshavn. Og mod Blackhawks’ 20 mand så missionen mere end svær ud for Rødovre.
Allerede inden kampen startede lignede Rødovrespillerne nogle, der helst ville være kampen foruden.
Men kampen skulle selvfølgelig spilles, og fra start til slut stod der Blackhawks på det hele. Dog skulle der gå godt syv minutter, inden første scoring var en realitet. Men så gik det også stærkt. Efter de første 20 minutters floorball stod den 6-0 til Blackhawks.
Nedsabling
Opskriften var den samme i anden periode.
Blackhawks scorede og Rødovre så på. 14-4 lød skudstatistikken. Rødovre fik dog scoret et enkelt mål efter en stor fejl fra hjemmeholdet, der ellers spillede en fremragende kamp. En der boltrede sig var Niklas Juul, som var god for to mål og syv assister. Andreas Glad viste også stor skarphed med fem mål og to assist. Tavlen viste efter 2. periode 12-1.
Der var ikke ændret meget i tredje periode. Ikke andet end at hjemmeholdet fik ét mål mere end de to foregående perioder. Syv stk. blev det til og dermed endte kampen hele 19-1 til Blackhawks. Der var vist ikke mange, der havde regnet med, at det var i lige netop denne kamp, at Blackhawks ville sætte rekord med den største sejr i sæsonen hidtil.
Det var ret ensformigt at se floorball denne eftermiddag. Rødovre var chanceløse og Blackhawks-drengene havde en hyggelig eftermiddag. Det er vidst aldrig set før at Rødovre har tabt så stort i den bedste danske liga. Bekymrende vil nogle mene, men man ved også bare, at når Rødovre er fuldt hold og slutspillet nærmer sig, så er det et helt andet hold og spil der bliver vist frem fra deres side af.
Pokalsemifinale på lørdag
Pointmagere (mål+ assist): Niklas Juul 2+7, Andreas Glad 5+2, Jonathan Velgaard 4+0, Jesper Schmidt 0+3, Dennis Torp og Kim Høst 2+0, Simon Møller 1+1, Anders Jørgensen 0+2, Benjamin Velgaard og Rasmus Overgaard 1+0, Rasmus Bengtsson og Rasmus Larsen 0+1 og et selvmål.
Hele 12 spillere i truppen kom på pointtavlen. Det tyder på en god bredde på holdet.
Sidste kamp inden nytår er en pokalsemifinale på lørdag mod Benløse i Benløse. Det bliver meget interessant at se, hvor Blackhawksholdet står, når de får kvalificeret modstand fra de danske mestre.
Der har været mange hjemmekampe i efteråret og der er nu kun en hjemmekamp tilbage i grundspillet - mod Benløse. Denne kamp spilles den 17. februar i Idrætshallen. Kampen kan meget vel blive afgørende for, hvem der skal vinde grundspillet og dermed have de bedste kort på hånden, når slutspillet starter i marts 2018.