Knivholt er folkets herregård: Her kan alle være med
Med titlen bestyrer forsøger Ulrik Bang at gøre netop det – bestyre den store ejendom og de mange aktiviteter, der foregår hver dag på Knivholt Hovedgård. Her har mange foreninger til huse med masser af aktiviteter, og her findes en landbørnehave, et virksomhedscenter, der forsøger at hjælpe langtidsledige tilbage på arbejdsmarkedet, en institution for psykisk sårbare og en økologisk grøntsagsproduktion.
Du kan også møde en masse frederikshavnere, der hver har lånt et bed i Knivholts renæssancehave, hvor de dyrker deres egne grøntsager. Og året igennem afvikles et væld af arrangementer og fester i de historiske bygninger og i den smukke natur omkring Knivholt.
Det er Frederikshavn Kommune, der ejer Knivholt Hovedgård, men driften ligger i en forening, en selvejende institution, der bor til leje i hovedgården. Den drives næsten som en socialøkonomisk virksomhed uden at være det. Man modtager ikke kommunalt tilskud, men har en kontrakt på vedligeholdelse af de mange bygninger, og ellers tjener foreningen sine penge blandt andet på udlejning af faciliteterne. Det er en ramme, der giver mulighed for en stor mangfoldighed, og det ligger bestyreren og hans bestyrelse på sinde, at der skal være plads og rum til alle på Knivholt – at den skal være folkets herregård.
Ulrik Bang er uddannet som pressefotograf på Frederikshavn Avis og arbejdede derefter en årrække i Grønland, inden han i 2016 etablerede sig som freelance fotograf i Frederikshavn. I 2018 kom så muligheden på Knivholt, og den kunne Ulrik Bang ikke lade gå fra sig, for han har altid brændt for at arbejde med mennesker og gennemføre projekter.
Projekter er der nok af på Knivholt, og det helt overordnede projekt for Ulrik Bang er at modernisere og udvikle stedet, helst i en grøn og bæredygtig retning, men han skal samtidig passe på historien, og derfor er det en langsigtet proces med mange små skridt på vejen.
På Knivholt finder du blandt andet følgende foreninger:
Knivholts Venner, Frederikshavn Jagtforening, Trædrejergruppen, Kreastedet, Frederikshavn Møntsamlerforening, Smedene på Knivholt, Dansk Ornitologisk Forening, Romitea, Kunstforeningen Paletten, Herregårdens Bjesklaug, Landbosenior, VendelBuerne, Hundeførerforeningen Vendsyssel, DCH Frederikshavn, Museet Sognefogedgården, Hunde Nørderne, Oasen frugtlaug, haverne på Knivholt og FC Knivholt.
Du behøver ikke være medlem af en forening for at besøge Knivholt. Herregården er åben for alle. Her er madpakkerum, toiletter og en Slap af-rute i skoven omkring herregården.