Klitkoret synger med nye og gamle stemmer: Oplev koret ved Det Grå Fyr
I april flyttede 29-årige Clara Dale fra Aarhus til Skagen, og allerede nu sidder hun i tre timer hver mandag aften og øver og synger sammen med 55 andre mennesker. Unge og gamle, nye og erfarne øver hver mandag side om side i Klitkoret under musikskolen på Kappelborg i Skagen. Hun er både en af de unge og en af de nye. I den anden ende af skalaen er Arne Dam Jakobsen, på 76 år, som er en af de få, der har været med lige fra starten i 1983.
Det ældste medlem af koret er 81.
- Man kan høre glæden, når vi synger. Den giver en særlig lyd. Det er faktisk, det helt særlige ved at være med i det her kor. Her er der plads til, at vi skal hygge os også. Fællesskabet vægter man højt og det vil jeg simpelthen påstå, at man kan høre på vores sang, siger det aller nyeste medlem af Klitkoret, Clara Dale, og forklarer, at den tryghed, det giver at kende hinanden, at drikke kaffe sammen i pausen og at huske hinandens fødselsdage, har en betydning for, at man tør give los og synge igennem.
- Der hvor jeg sang i Aarhus ænsede man nærmest ikke hinanden, og jeg kendte slet ikke navnene på de andre i koret. Det gør jeg jo nærmest allerede her, efter ikke engang to måneder i koret, fortæller Clara næsten bevæget, og fortæller om, hvordan hun på sin første øveaften blev fulgt sødt hen til sin plads, hvor hendes navn var sat på stolen, og der blevet brugt tid på, at hun kunne præsentere sig og de jokede lidt og det føltes så rart.
Kor med ambitioner
Men selvom Klitkoret er et hyggeligt sted at være og synge, så er det også et kor med ambitioner.
- Man skal helst kunne holde sin egen stemme og synge rent, fortæller den ene af korets to ledere, Tove Therp, som har været korleder gennem 30 år på Klitkoret.
Og der er faktisk optagelsesprøve - eller stemmeprøve som det kaldes - før man kan begynde i koret. Man behøver, ifølge Tove Therp, ikke at kunne noder, men man skal kunne bruge sine ører og så skal man gide det og være stabil.
Og de to sidste ting er ikke helt ligegyldige, for koret har også forpligtelser og arrangementer at overholde.
Det Grå Fyr og Skagen Festival
Blandt sommerens arrangementer, er en optræden hos violinisten Kim Sjøgren i Bryrup ved Silkeborg og flere optrædener med artister til Skagen Festival, som i år fejrer 50 års jubilæum.
Og allerede på mandag synger koret under åben himmel og i smukke omgivelser ved Det Grå Fyr i Skagen. Og det er ikke første gang, at koret synger netop der.
-Vi har sunget mange steder med koret, men som med alt andet, har det stået stille under corona også for os, lige med undtagelse af en optræden i dr-tv i 2021 i forbindelse med udgivelsen af den nye højskolesangbog, hvor vi netop også sang ved Det Grå Fyr, fortæller korlederen og anbefaler, at man tager en klapstol med, da der ikke sættes stole op til publikum.
Arrangementet ved Det Grå Fyr er gratis for alle og begynder kl. 16.30.
Klitkoret blev til i 1983 og har 40 års jubilæum næste år.