Billede beskrivelse

Klinik for folk med senfølger

07. december 2020 kl. 08.00

KOMMUNEN: Region Nordjylland opretter nu en senfølgeklinik, der skal tage sig af nordjyder med senfølger efter COVID-19. Det er besluttet af Forretningsudvalget i Region Nordjylland.

Sundhedsstyrelsen vurderer, at cirka 5 procent af de patienter som rammes af COVID-19, udvikler senfølger efter sygdommen.

Omfanget og konsekvenserne af senfølgerne er ikke kendt i sit fulde omfang.

- Derfor er det vigtigt, at vi hurtigt får oprettet nogle gode udrednings- og behandlingstilbud. På den måde kan vi sikre, at patienterne får en ensartet behandling, selvom vi kan se, at omfanget og typerne af senfølger er vidt forskellige. Med et samlet tilbud til disse patienter vil vi få indsamlet ny og vigtig viden til brug i fremtiden, og vi sikrer os, at der bliver taget godt hånd om denne patientgruppe, siger regionsrådsformand Ulla Astman.

Sundhedsstyrelsen kom i starten af november med anbefalingerne for senfølgeklinikker i hele landet, og det er disse, som Region Nordjylland nu tager udgangspunkt i med etableringen af en ny klinik.

Mange behandlingsmuligheder findes allerede

Konkret vil patienter blive henvist til senfølgeklinikken af deres egen praktiserende læge. Klinikken oprettes på Aalborg Universitetshospital og bliver dækkende for hele regionen.

- I klinikken vil patienterne kunne blive udredt af en lungemedicinsk eller infektionsmedicinsk speciallæge afhængigt af, om der er gener fra lungerne eller ej. Afhængigt af typen af senfølger vil speciallægen give et eller flere tilbud til patienten. Det kan enten være behandling direkte på hospitalet eller det kan være i et kommunalt tilbud, hvis det er her ekspertisen ligger i forhold til eksempelvis genoptræning, siger Ulla Astman.

Det er ikke alle personer med senfølger, som skal ses i klinikken.

Personer med lette senfølger udredes og behandles ved egen læge, ligesom en del derfra vil blive tilbudt rehabilitering/genoptræning hos kommunen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste