Kammerkor til Frederikshavn
Frederikshavn Kirke ramme for klassisk kormusik
FREDERIKSHAVN: Søndag 30. juni kl. 16 synger UAK, Unge Akademikeres Kor koncert i Frederikshavn Kirke.
UAK er et klassisk kammerkor, der synger et varieret repertoire - med en forkærlighed for nyere nordisk musik.
UAK er et af landets mest kendte professionelt arbejdende amatørkor.
Koret har base i København, blev stiftet af Svend G. Asmussen i 1944 og kunne i 2004 fejre 60-års jubilæum som et af Danmarks ældste kor.
UAK stod oprindelig for ”Unge Akademikeres Kor”, men i dag består koret af både mere og mindre akademiske sangere i alderen 20-50.
UAK har sunget koncerter over hele Danmark og har gennem årene turneret i mange lande fra Småland til Spanien og fra Ungarn til Finland.
Koncerten i Frederikshavn Kirke bærer titlen: Liv og Kærlighed – en livsbekræftende koncert - for a capella kor med musik af bl.a. Niels La Cour, Otto Mortensen og Eric Whitacre.
Koret dirigeres af Kasper Beck Hemmingsen og der er fri entré til koncerten.