Frederikshavn topper stigningsraten med hele 33 procent i november Foto: Nicolas Cho Meier.
Livet her

Kæmpe turismefremgang i november

Stigning på næsten 33 procent i forhold til 2019 i Frederikshavn Kommune

13. januar 2022 kl. 13:32

FREDERIKSHAVN: Overnatningstallene for november måned 2021 er netop tikket ind, og de vidner ligesom oktober-tallene om en markant vækst i antallet af turister i efteråret.

Samlet er der i Destination NORD en fremgang på 17,6 procent i forhold til november måned i normalåret 2019.

I Frederikshavn Kommune har der været 12.250 flere overnatninger - en stigning på næsten 33 procent.

Det er især danske og tyske gæster, der fylder i overnatningsstatistikken for november, mens der har været færre norske overnatninger end i 2019.

- Novembers overnatningstal bekræfter i høj grad, at det har været et godt efterår, ikke kun for overnatningsstederne, men heldigvis også for attraktionerne og i møde- og erhvervsturismen.

- Det giver en positiv afslutning på året og kompenserer i nogen grad for sommeren, hvor det gik lidt op og ned rent turismemæssigt, siger direktør i Destination Nord, Tonny Skovsted Thorup.

Det er særligt campingpladserne og feriehusudlejerne, der har haft flere gæster i november end normalt.

På camping er der en fremgang på 24,5 procent i forhold til november 2019 samlet i destinationen, og i feriehuse har der været hele 66 procent flere overnatninger.

Hotellerne har haft en fremgang på 9 procent.

Annonceret indhold

Nyeste