Kælegrisene Flemming og Bjarne spredte glæde
SÆBY: Så har Sæby Ældrecenter haft besøg af kælegrisene Flemming og Bjarne den 1. juli.
Det fortæller ældrecentret i en omtale.
Sæby Ældrecenter er begejstrede for dyr. For få uger siden blev centret kontaktet af en lokal dame med hundehvalpe, som spurgte, om de ønskede et besøg. Sæby Ældrecenter har altid ja-hatten på, især når noget kan glæde beboerne. Derfor sagde de selvfølgelig ja tak til besøget, hvilket blev en stor succes.
Efterfølgende tog sosuassistent Birgitte Bibi Nielsen kontakt til ejeren af de to kælegrise, Flemming og Bjarne, Niller Tidselbak fra Kaas ved Blokhus, som også gerne ville komme på besøg. Som billederne viser, var dette også en stor succes.
Besøget gav anledning til mange samtaler, især blandt de ældre mænd, som i deres arbejdsliv har passet mange grise. Personalet havde også deres børn og børnebørn med, så alle aldre var repræsenteret, hvilket var til stor gavn for alle.