Julekoncert på toppen
Jens-Christian Wandt kan fejre 10-året med julekoncerter i Skagen
SKAGEN: For 10. gang i træk præsenterer Jens-Christian Wandt sin julekoncert i Skagen. I år får han traditionen tro selskab af Holmens Kirkes kor og solister dirigeret af Jakob Lorentzen. Som special guest medvirker Verdensballettens pianist Alexander McKenzie både som akkompagnatør og som solist.
Julekoncerten i Skagen Kirke er blevet en ægte Skagen-tradition.
Den første koncert fandt sted i 2010 hvor TV2 optog koncerten og siden har sendt den på stationens regioner med jævne mellemrum.
Det er også blevet til et julealbum med titlen: ”Jul I Skagen”. Albummet har solgt over 5000 eksemplarer og hører dermed til blandt de bedst sælgende klassiske danske julealbum nogensinde.
- Jul er traditionernes tid, og en af de bedste traditioner er julekoncerten i Skagen Kirke siger Jens-Christian Wandt, en dejlig tradition hvor musikken bærer os ind i december.
- Skagen Kirkes rum er noget helt særligt, både akustikken og den smukke udsmykning er som skabt til en julekoncert, og for mig er julens sange og salmer noget af det bedste vi har i vores salmebog. Musik og tekster, kirkens rum og de mange mennesker og ikke mindst de fine kunstnere som er med i Skagen – det hele går op i en højere enhed og julestemningen indfinder sig.
Traditionen tro sidder Skagen Kirkes egen organist Rikke Kursch ved orglet og spiller til de tre fællessalmer.
Julekoncerten afvikles torsdag 28. november kl. 19.30.