Julefilm for hele familien
SKAGEN: Skagen Bio har på søndag, 13. december, premiere på en ny dansk julefilm som er for hele familien.
Det er Malous Jul.
Malou kommer i familiepleje hos juleglade Bibi og Leif på den lille ø, Lunø.
Stemningen er mildt sagt presset; Malou hader både julen, øen og plejeforældrene, og tingene bliver ikke nemmere, da Malou opdager den hidsige gårdnisse Nils, der vil gøre alt for at få Malou smidt væk fra øen igen.
De aftaler en nisse-ed om, at Malou skal lave så meget ballade som muligt.
Men da Malou for første gang oplever, at blive både set og omfavnet af Bibi og Leif, indser hun, at hun alligevel gerne vil blive på øen.
Men pagten med nissen kan ikke ændres
Med en sur nisse i hælene, skal Malou nu overbevise sin nye plejefamilie om, at de kan stole på hende. Ikke nogen nem opgave når den lille nisse viser sig at være både livsfarlig og et rigtigt grødhoved.
Malous Jul er instrueret af Claus Bjerre, som tidligere har stået bag seks af de bedst sælgende Far til Fire-film.
Tirsdag, onsdag og torsdag viser biografen om aftenen igen den meget omtalte og roste film Druk.