Jubilæumspølser hånd i hånd med jubilæums-stout
Man kan teste jubilæumslækkerierne under den maritime festival
FREDERIKSHAVN: Årets købstadsjubilæum er en fremragende lejlighed til at promovere Frederikshavn i alle tænkelige forbindelser.
Vi har således med afsæt i det endnu ikke helt færdigbyggede Frederikshavn Bryghus prøvesmagt en skøn mørk jubilæumsstout brygget på italiensk lakrids, rosiner og røgmalt med mere - lige efter brygmester Kent Boahlt hoved.
Og den har slagtermester Peter Olesen nu brygget videre på og udviklet både en jubilæumssnackpølse og en jubilæumsspegepølse.
Og der er noget at glæde sig til for snackpølserne er prøvesmagt og blev rigtig gode, lyder meldingen fra slagteren himself.
Spegepølserne er stadig i modningsrum og ikke spiseklare endnu, men det bliver de.
Begge pølser skulle efter sigende gå formidabelt hånd i hånd med den mørke stout.
Og vil man tjekke det ved selvsmag, så er chancen der fredag og lørdag, hvor bryghuset og Emilievejs Slagterforretning slår teltpælene op på Piers 2 i forbindelse med den maritime festival.