Jordbærsæsonen er startet
KARUP: Kristi himmelfartsdag åbnede Jensen Jordbær på Hestvangvej ved Karup op for salg af nyplukkede danske jordbær. Grunden til at sæsonen kan starte så tidligt er, at jordbærrene dyrkes i nogle store tunneler, som gør at planter og bær er beskyttet mod vind, vejr og især frost, som nok er jordbæravlerens største fjende.
Og der var rift om jordbærrene lige fra formiddagsmorgenstunden, hvor salget startede. Men sidst på eftermiddagen måtte Charlotte og Claus Jensen melde udsolgt.
- Det er selvfølgelig ærgerligt, at vi ikke havde nok jordbær til alle og at nogen derfor har taget turen forgæves.
- Men jeg tager gerne imod forudbestillinger dagen før, så man kan gardere sig den vej, anbefaler jordbæravler Claus Snebang Jensen.
Imens havde fru Charlotte travlt med at ekspedere kunder i jordbærbutikken, hvorfra der også sælges friske landæg og jordbærmarmelade. Og senere, når flere afgrøder pibler op ad jorden, så kan der også købes nyopgravede og lokalt avlede kartofler, rabarber, løg, sprøde og søde ærter samt den lækreste honning fra lokalområdet.
- Det er altid skønt, når vi starter jordbærsæsonen op, fordi så ved man at sommeren lurer lige om hjørnet. Og når vi når hen omkring Sankt Hans, så lukker vi op for pluk selv, fortæller Charlotte Fredborg Jensen og tilføjer:
- Hos os køber man ikke katten i sækken. For når vi åbner for pluk selv, så må man nemlig gerne smage på varen både før, mens og efter man plukker jordbær. - For vi vejer kun bakker og skålenes indhold af, når der skal afregnes og ikke kunden, smiler Charlotte med et glimt i øjet, mens hun runder af med den der sætning, der gør, at man godt ved, at man er i Nordjylland.
- Har man brug for større mængder, så er vi altid til at snakke med om prisen, og køber man 10 bakker, så giver vi en gratis med oveni.
Sidste år havde Jensen Jordbær en fotokonkurrence kørende hele sæsonen, hvor man kunne indsende sit bedste jordbærbillede og blive den heldige vinder af lækre pluk selv jordbær.
Så det er bare med at komme afsted, tage billedet og sende det til Jensen Jordbær.
For måske bliver du dette års vinder, som kan plukke gevinsten næste år.
Ved man ikke, hvordan man finder derud på landet, hvor de har den flotteste blå himmel, fuglene synger og hvor ro og stilhed hersker, så fortvivl ikke, for det nemt nok. Ved Kjolegården på Karupvej skal man bare dreje af og så skal man bare vende hovedet til højre, for dér inde ligger Jordbærgården lige midt i Jordbærlandet.